White Hawks jagter stabilitet på et højt niveau i grundspillets afslutning
Med otte kampe tilbage af grundspillet leder Frederikshavn White Hawks fortsat efter stabilitet på et højt niveau. Det står skrevet i neon på alle WH-fans ønskeliste, og det gør det bestemt også på høgenes trænerkontor.
Assistenttræner Christian Schioldan bruger ikke så mange kræfter på at kigge på stillingen, hvor Odense Bulldogs og Rungsted Seier Capital ligner realistiske WH-modstandere i DM-kvartfinaleserien.
- Vi har ikke indflydelse på noget som helst andet end vores egen præstation. Hvis vi slutter højere oppe, end vi er placeret lige nu, betyder det, at vi har vundet kampe og sandsynligvis præsteret godt, hvilket er vigtigt for at kunne gå ind i play off med selvtillid. Det synes jeg, er en afgørende forskel. Hvem vi så ender med at skulle møde, tager vi, når den tid kommer, siger Christian Schioldan til Kanal Frederikshavn.
I eftermiddag får White Hawks besøg af Herlev Eagles, som blot har hentet to point i de seneste 10 kampe. Ørnene er dermed p.t. Metal Ligaens ringeste hold. Herlev oplyste i går, at klubben har forstærket sig med Rødovres topscorer, Marcus Almquist, der er noteret for 31 point (17+14). Han ventes at debutere i Nordjyske Bank Arena.
Sikkert er det, at svenskeren Arvid Caderoth, får debut i den hvide White Hawks-trøje.
- Vores umiddelbare indtryk af Arvid er meget positivt. Han tilfører noget fysik og power til vores angreb, så vi på den måde får lidt flere strenge at spille på. Han kan spille den naturlige to-vejs center, som vi har manglet længe, fortæller Christian Schioldan.
Assistenttræneren oplyser, at der arbejdes hårdt på at sætte en stopper for holdets svingende præstationer.
- Vi forsøger at indarbejde mønstre, rutiner og vaner hver eneste dag, så både træning og kamp bliver på så højt niveau som muligt. At vi hver især gør vores arbejde til fulde, tør stille krav til os selv og hinanden for på den måde at få en stærk vindermentalitet ind omkring holdet, siger Christian Schioldan.
I de sidste otte kampe i grundspillet handler det om at komme ind i en positiv rytme rent spillemæssigt med mere konstante præstationer uden for mange og for store udsving.
- Vi bliver ved med at arbejde med detaljerne i spillet, så vi kan gå ind i slutspillet med en god periode - både målt på resultater og indsats, lyder det fra Christian Schioldan.
Der er kampstart kl. 15.00 i Nordjyske Bank Arena. Alle sæsonkortholdere kan gratis tage en gæst med til kampen. Man møder bare op i døren.