3F ønsker ordnede forhold for pakketransport
3F har en begrundet mistanke om, at mindst 19 vognmænd i Vendsyssel ikke følger de regler, færdselsstyrelsen har pålagt de vognmænd, der vil kører pakketansport.
De tre 3F-afdelinger i Vendsyssel - 3F Frederikshavn, 3F Midtvendsyssel og 3F Skagerak - har i den seneste tid sat fokus på den del af vejtransporten, der beskæftiger sig med småpakker.
- Vi har efter flere samtaler med chauffører og vognmænd, der møder disse virksomheder rundt om i landet, erfaret, at de ikke betaler i nærheden af den overenskomstmæssige løn, Færdselsstyrelsen har fastsat til at være mindstelønnen på området, oplyser faglig sekretær Per Thorup, 3F Frederikshavn.
De tre afdelinger i Vendsyssel har forsøgt at få en dialog med flere af de virksomheder, der beskæftiger sig med pakketransportvirksomhed i Vendsyssel.
- Desværre er 19 af de virksomheder, vi har henvendt os til, ikke vendt tilbage, eller også har de svar, vi har fået fra dem, vi har talt med, gjort det klart for os, at reglerne på området ikke bliver fulgt, siger Per Thorup og fortsætter:
- Vi har en begrundet mistanke om, at de 19 virksomheder ikke betaler det, de skal, og vi har derfor bedt Færdselsstyrelsen om at foretage en kontrol af disse virksomheder, så vi kan få ordnede forhold til gavn for både chauffører, andre vognmænd og færdselssikkerheden.