Lørdag: DM-semifinale i Padel 99, som fejrer 1 års fødselsdag
Padel 99 i Frederikshavn fejrer lørdag 13. december et års fødselsdag med en historisk begivenhed. For første gang nogensinde spilles der en DM-semifinale for hold i Nordjylland. Der er lagt op til et brag af en semifinale mellem Skagen/Frederikshavn Elite og PadelPadel.
- Det er vildt at fejre 1 års fødselsdag med en semifinale, hvor vi præsenterer stjernenavne som Adam Axelsson, Emil Lilleøre, Malthe Nielsen og Ruben Cuevas. Men det er lige præcis, hvad vi stræber efter i Frederikshavn og Skagen: Vise padel fra absolut øverste hylde, siger Mikal Toft, medejer af Padel 99.
De to hold sluttede på anden- og tredjepladsen i grundspillet. For kun to uger siden mødtes de i sidste runde af grundspillet, hvor københavnerne dog kom til Skagen i en stærkt svækket udgave. Det gør de ikke, når det lørdag kl. 13.00 går løs i Padel 99 på Apholmen i Frederikshavn.
- Vi forventer, at de stiller op med deres absolut bedste hold. Det vil sige, at spillere som Emil Lilleøre, spanieren Ruben Cuevas Torneo, svenskerne Christoffer Persson og Anton Andersson samt brødrene Nicolai og Marc Ferrigno ligner et godt bud på et slagkraftigt hold, vurderer Mikal Toft.
Skagen/Frederikshavn Elite sparer dog heller ikke på krudtet i semifinalen. Holdets bedste spiller, Adam Axelsson, der heller ikke var med for 14 dage siden, ankommer med Stena Line-færgen i aften. Det gør han sammen med de andre svenske spillere i truppen, som suppleres af Malthe Nielsen og Sofus Brønnum.
- Det ligner på papiret en meget tæt, velspillet og spændende kamp, hvor hjemmebanefordelen forhåbentlig bliver afgørende. Vi håber derfor, at der kommer mange tilskuere i Padel 99, udtaler Mikal Toft.
Fødselsdagsfejringen i Padel 99 betyder, at det er gratis at spille hele dagen, og alt er stort set udsolgt fra kl. 7.30 til 22.00. I forbindelse med semifinalen serveres der gløgg og æbleskiver til alle tilskuere.
Der er gratis entre til kampen mellem Skagen/Frederikshavn Elite og Padel/Padel.




































