79-årige Benny Holst kan altså bare noget med ord

Holst medbragte sine to faste musikalske legekammerater, Jacob Rathje på guitar og vokal og Martin Andersen på violin, og hold da fast, hvor de to kunne løfte sangene op i et nyt univers. Mens Holst selv lagde grundrytmen på sin guitar, lagde Rathje lækre solopassager ind over - ofte med hjælp af slide-rør. Mest bemærkelsesværdig var dog Martin Andersens brug af den elektrificerede violin. I det indledende instrumentalnummer var det med ordinær pizzicato, men siden i andre numre blev violinen brugt både i ordinær stil med bue, men også med fingerspil og akkordspil, som om det snart en leadguitar snart en rytmeguitar. Et pedalboard gjorde også, at han kunne frembringe andre lydklange, for eksempel lød violinen på et tidspunkt ganske som et klaver. Betagende at opleve.

Men først og sidst var det jo Holst, folk var kommet for at høre. Han er efterhånden blevet 79 år og jokede lidt med, at tænderne og benene - selvom de sidstnævnte ikke altid lystrede - stadig var hans egne. Men hans stemme fejlede ikke noget. Den var stadig kraftfuld, når han sang sine tekster om dette og hint i det univers, der er hans - om sjove eksistenser, kærligheden, venskabet med guitaristen Peter Thorup, der døde i 2007 og meget andet.

Sangene var overvejende fra de to albums ”Himlen må vente” (2004) og ”Sepiadage” (2008) - Himlen må vente, Til evig tid, Engle har bare tæer, Alt for høje mål, og den forrygende version af Blichers Det er koldt herude og Sten i min mur - men vi fik også Holsts fordanskning af Bob Dylans swingende countrynummer I’ll be your baby tonight samt et par andre opdaterede sange fra bagkataloget.

Selvom Holst sange ikke just er syng-med-sange med repeterende refræn, så kan han noget med ord. Som når han i sin kærestesang synger ”når en rose først er blomstret, blomstrer den aldrig mere” - små underfundige tanker om livet og tilværelsen.

Alt i alt var det en hyggelig aften, hvor Holst stemte guitar (inspireret af Hausgaard?), mens han småsnakkede og fortalte anekdoter (som ikke altid blev afsluttede) som en anden hyggeonkel og spillede ”skal vi nu ikke hellere spille i stedet for al den snak” med lukkede øjne. Det havde han fået at vide at man skulle, for så kunne det man sang om passere som en film på bagsiden af øjenlågene.

Indledningsvis spillede bandet Én mand stærk de første 20 minutter af aftenen. Gruppen består af frontfigur Asbjørn Mogstad, Asbjørn Glad Andersen på el-guitar, Margrethe May Gruhn på bas og Oskar Rank på trommer. De spillede selvkomponeret musik på dansk med indholdsmæssigt fine tekster og gode melodier. Musikken var ganske melodisk, rolig og afdæmpet med svage mindelser om Ulige numre. Bandet var velspillende og dygtigt, men manglede lidt mere sceneerfaring for at kunne nå ud over kanten og gribe publikum. Men et lovende nyt navn.