Årets mest læste artikler på Kanal Frederikshavn: Her er Top 20-listen
På den første dag i 2026 ser vi tilbage på de mest læste artikler på Kanal Frederikshavn i 2025. Mads Bjerregaard og Nicolas Jacobsens køb af ejendommen i Frederikshavn, hvor Aftenstjernen lå i mange år, blev den mest læste artikel.
Vi bragte artiklen 31. januar. Her kunne vi fortælle, at de nu 26-årige frederikshavnere havde købt den store ejendom mellem Gl. Torv og Kløvervej.
- Det er tæt på at være den grimmeste bygning i byen, grinte Mads Bjerregaard.
Renoveringen af bygningen nærmer sig nu en afslutning, og lokalerne, som husede Aftenstjernen, er udlejet til en erhvervsdrivende, der endnu ikke er offentliggjort.
Næstmest læste artikel blev bragte 29. september, hvor vi fortalte, at kampklædte soldater med våben nærmest omringede Flådestation Frederikshavn. Der var soldater i indgangen og adskillige steder langs hegnet ud mod Europavej.
Flere personer kontaktede Kanal Frederikshavn for at høre, hvorfor der pludselig var så mange soldater ved Flådestation Frederikshavn.
Efter flere timer vendte Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling tilbage med dette svar:
"Forsvaret har indsat kapaciteter til støtte til politiet, men kan også indsætte relevante kapaciteter på egne etablissementer i supplement til lokal bevæbning og sammensætning. Det kan gælde alle tjenestesteder i Kongeriget, herunder også Flådestationen i Frederikshavn. Forsvaret ønsker ikke at uddybe hvilke kapaciteter, der er indsat hvor eller til hvilke opgaver."
På tredjepladsen ligger artiklen fra 16. april om veninderne Mila Sophia Rich Ravn og Liv Hyllested Petersen fra Frederikshavn. De var blandt de 1.000 unge, som aftenen før deltog i festforestillingen på Det Kongelige Teater i anledning af H.K.H Prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag. Det blev en oplevelse, de aldrig glemmer.
Højdepunktet var et møde med Dronning Mary i pausen mellem de to akter, som forestillingen bestod af.
- De kongelige gik kur, hvor Dronning Mary stopper og kigger på os, hvor hun så siger: "Hvor er I smukke" Det er virkelig stort, da hun bare selv er så smuk. Det er noget, vi aldrig kommer til at glemme, sagde Mila Sophia Rich Ravn og Liv Hyllested Petersen til Kanal Frederikshavn.
7. februar fortalte vi, at vinderen i Frederikshavn af Lotto-gevinsten på 16 millioner kroner var fundet. Vedkommende ønskede at være anonym.
Lørdag 1. febraur vandt en Lotto-spiller, som havde købt sin kupon i Føtex Frederikshavn, hele 16 millioner kroner. Det er den største gevinst i et halvt år.
Vindereren dukkede seks dage efter op i Føtex for at købe en Lotto-kupon til trækningen dagen efter. Ved den lejlighed blev sidste uges kupon kontrolleret, og så kan det ellers nok være, at vedkommende fik sit livs overraskelse.
Det var årets fjerde mest læste artikel.
12. juli handlede en artikel om vinterdæk. 1. juli trådte en ny lov i kraft, hvor nye regler i færdselsloven (§ 67, stk. 3) forbyder "åbenbart uegnede dæk" i vinterføre. Og hvad betyder det så?
- Det betyder, at det fremover er ulovligt at køre med sommerdæk, når der er sne, is eller sjap på vejene. Overtrædelse kan medføre en bøde på 1.000 kroner pr. dæk, fortalte Søren Bødker fra SuperDæk på Grønlandsvej i Frederikshavn.
Artiklen opnåede en femteplads.
Der var byrådsvalg 18. november. Kort efter midnat, 19. november, bragte vi en oversigt over de 29 nyvalgte byrådsmedlemmer. 21-årige Bodil Krogh fra Venstre blev valgt ind som yngste medlem.
Denne artikel blev årets sjette mest læste artikel.
På syvendepladsen kommer en artikel fra 25. august, som berettede om, at 90 gæster denne aften var samlet til reception på Kongeskibet Dannebrog i Skagen Havn i forbindelse med kongeparrets officielle besøg i Federikshavn Kommune. Hovedparten var Frederikshavn Kommunes 29 byrådsmedlemmer med påhæng.
Fotograf Helle Krag Hornshøj var på plads foran Kongeskibet Dannebrog, og som det fremgår af billederne, var de flotte kjoler fundet frem i dagens anledning.
En måned senere - 25. september - fortalte vi, at Bilhuset Frederikshavn - Martin Jespersen & Søn er gået konkurs. Konkursen er et resultat af længevarende udfordringer for forretningen på Hjørringvej, der i mange årtier har solgt og serviceret Peugeot og senest også var begyndt at forhandle det kinesiske mærke Hongqi.
Det blev den ottende mest læste artikel i 2025.
På niendepladsen kom en artikel fra 5. juli. Den handlede om Ole Gleerup, som deltog i DR1’s populære fredagsprogram Hotel Romantik, hvor seerne fulgte en gruppe modne danskere på jagt efter kærligheden.
Han var hovedpersonen i en artikel, fordi han deltog som frivillig på Skagen Festival for allerførste gang.
19. november - kort efter kl. 4.00 - blev det offentliggjort, at Venstres Jon Andersen fra Sæby bliver ny borgmester i Frederikshavn Kommune.
For første gang nogensinde er der blåt flertal i Frederikshavn Kommune efter kommunesammenlægningen med Sæby og Skagen.
Denne nyhed klemte sig akkurat ind på Top 10-listen.
11. Trigon i strid med Henning Kjeldsen: Sender håndværkere hjem
12. Endnu en butik er lukket i Frederikshavn - denne gang i Vestbyen
13. Fem år med hærværk, chikane og tavshed: "Vi vil bare have fred"
14. Konfirmand skulle hentes i en trillebør, men pludselig kom der 40 motorcykler
15. Bil kørte igennem gavlen i hus på Skagensvej i Ålbæk
16. Baby overlevede ulykke ved Ålbæk - begge forældre mistede livet
17. Christina Lykke rystet over ny borgmester: Han narrede os og er iskold
18. To personer sad fast i vand til skridtet ved Raabjerg Mile
19. Drukneulykke i Frederikshavn Marina: Omkomne er nu identificeret
20. Erkender Pedal-Ove mordet på Brita Hansen i seks år gammel lydoptagelse?




































