Gå til hoved-indhold
20. august 2015 - kl. 01.08

Ældre Sagen klar med nyt og større program

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Petanque er ét af mange tilbud i Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø.
  • 4 af 4
    Petanque er ét af mange tilbud i Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø.
Af: Kanal Frederikshavn

Ældre Sagens lokalafdeling Frederikshavn-Læsø har netop sendt programmet for sæson 2015/2016 ud til alle husstande på Læsø samt i gamle Frederikshavn Kommune.

Programmet kommer i år i nyt layout, og det er et program med flere aktiviteter, end der har været i mange år.

I den nye sæson arrangeres der hele ni søndags-caféer, idet der nu også bliver søndagsunderholdning i Bangsbo, i Rådhuscentret samt på Strandgården i Strandby. Som tidligere år er der naturligvis også underholdning på Ingeborgvej.

- Vi håber, at vi på den måde kan nå ud til mange flere ældre, som kan få nogle glade timer i hyggeligt selskab med andre, siger formanden for Ældre Sagen, Birthe Pagh.

Det er Lena Sørensen, som har tilrettelagt de mange Søndags-caféer.


- Vi har desuden besluttet, at vi skal være mere aktive med arrangementer på Læsø, og derfor er der også gjort klar til et musikarrangement på Læsø. Dato og sted er dog ikke fastlagt endnu. Der vil blive annonceret om arrangementet, når det skal finde sted.

Udflugts- og rejseaktiviteter er et andet område, som udvides. Efter et par udsolgte ture i sidste sæson er der i det nye program udbudt en flerdages juletur til Hamburg og en endagstur til Aalborg-området. Da der er kort tilmeldingsfrist til juleturen opfordres der til at træffe en hurtig beslutning, idet pladserne tildeles efter først til mølle princippet.

I programmet kan man også læse om alle de områder, hvor man kan få hjælp af de i alt 95 frivillige, som Ældre Sagen har. Der er for eksempel tryghedsopkald pr. telefon, besøgsvenner og en hjælpende hånd. Hvis det er It-problemer, er der mange forskellige tilbud om undervisning og hjælp til at få løst disse.

Der er også mulighed for at få god motion, når den nye badmintonsæson og bowlingsæson begynder i september. Petanque, som foregår om sommeren, kører fortsat, og alle er velkomne til at komme forbi på arealerne ved Hånbæk-bebyggelsen for at prøve kræfter med denne aktivitet. Roning og cykelture er også tilbud, som byder på gode motionsmuligheder og hyggeligt samvær.

Er det sangstemmen, man ønsker at røre, er der mulighed for at blive optaget i Ældre Sagens Sangkor, som mødes en gang om ugen. Der er ligeledes to bridgehold, som mødes en gang om ugen i løbet af vinteren.

På underholdningsområdet er der en lang række spændende foredrag og musikalske tilbud, som at tilrettelagt af Christian Sørensen, der er Ældre Sagens programlægger. På det musikalske område er der allerede i september den traditionsrige Jazzaften, som plejer at være udsolgt i løbet af kort tid. Senere i år kommer Peter Vesth og Kristian Rusbjerg, som mange kender fra tv-stationen DK4.

Der bliver også lokal musikalsk underholdning idet Tina Siel, Jan Michael Madsen og Knud-Erik Thrane lægger vejen forbi Rådhuscentret.

Af foredrag kan nævnes, at Ældre Sagen skal overvære et Vildmarksshow med Søren Ervig, et lokahistorisk foredrag om Frederikshavn før og nu, hvor deltagernes egne historier gerne må komme frem. Sidst på sæsonen venter en spændende foredrag af Bjarne Nielsen Brovst, "Glædens øjeblikke".

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...