Aftenstjernen "genopbygges" i Vestre Lade til Rock i Frederikshavn
Rock i Frederikshavn forsøger i år at genskabe noget af stemningen fra Aftenstjernen i Vestre Lade. Tyrolerbaren er derfor skiftet ud med bodegastemning, brune vægge og inventar fra Frederikshavns berømte værtshus fra årene 1968 til 2009.
- Gode, gamle Aftenstjernen, som i hvert fald de fleste frederikshavnere kender. Vi har simpelthen købt alle de skilte, der var på Aftenstjernen, og selvfølgelig skal vi høre lidt Lone Kellermann, som var en af de store på Aftenstjernen. Vi forsøger at lave bodegastemning i den populære lade, fortæller talsperson Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
Årets store musikfest på Knivholt finder sted lørdag 7. juni. Der er udsolgt til arrangementet, det vil sige 5.800 koncertgæster.
De vil, når de bevæger sig ind i Vestre Lade blandt andet kunne se de legendariske gule Aftenstjernen-skilte, som er blevet pillet ned af bygningen på Kløvervej i forbindelse med, at North Invest har købt ejendommen og nu er i gang at at renovere den.
- Skiltene kommer op i laden og får nyt liv. Der bliver en kæmpe fest herinde. Det har der altid været, og det bliver der ved med at være, og vi glemmer heller ikke tyrolerstemningen, lover Casper Høgsted.
Knivholt er den seneste uge blevet forvandlet til det koncertsted, hvor blandt andre Medina, Malte Ebert, Lars Lilholt Band, Jung, Magtens Korridorer, Shu-bi-dua 2.0, Johnny Madsen Jam og Keinstein kan opleves.
Et af de oftest stillede spørgmål til arrangørerne handler om Rock i Frederikshavns beslutning om gøre dagen kontantløs. Casper Høgsted gør gæsterne klogere i denne video.
Betyder det, at man ikke kan betale med 200 kroner i baren? Ja.
Kan man betale med Dankort? Ja.
Er der noget med, at man kan indsætte sine kontanter på et særligt Rock i Frederikshavn-betalingskort, som købes lige efter indgangen? Ja.
Hvorfor er Rock i Frederikshavn kontantløs?
- Det er ikke kun nemmere – det er også sikrere. Tidligere skulle der håndteres store mængder kontanter før og under festivalen. Med kontantfri betaling undgår vi både lange køer og risikoen ved at transportere penge mellem boderne, forklarer Casper Høgsted.
Vejrudsigten har i løbet af ugen ændret sig. DMI lover p.t. op til 16 grader og sol fra en skyfri himmel fra kl. 12.00 og indtil solnedgang. Vinden aftager i løbet af dagen fra frisk til svag.