Gemmeleg på ledelsesgangene: Brugere og ansatte i socialpsykiatrien fortjener bedre

De skriver om utryghed, manglende information, forringelser, brugeråbne væresteder uden personale og en oplevelse af, at medarbejdere ikke må fortælle borgerne, hvad der foregår.

Det bør tages meget alvorligt.

For når mennesker, der i forvejen lever med psykisk sårbarhed, selv går offentligt ud og beder om tryghed og åbenhed, så er det ikke almindelig utilfredshed. Så er det et tegn på, at noget i relationen mellem kommune, ledelse, medarbejdere og borgere er kommet skævt.

Jeg kender noget af følelsen.

I mit eget Housing First-forløb havde jeg på et tidspunkt brug for ganske kortvarig opmagasinering af møbler i forbindelse med flytning. Der var, efter min forståelse, et tomt rum knyttet til min lejlighed i kælderen. Og selvom vi taler om en, som lige har været hjemløs, og er i et intensiv forløb, så fik jeg nej.

Det kan der i sig selv være mange forklaringer på. Problemet var snarere det, der skete bagefter.

Jeg bad om, at man genovervejede det. Jeg forsøgte at få kontakt. Jeg skrev. Jeg ringede. Jeg prøvede flere veje ind., Men der kom ikke noget retur.

Tavsheden blev svaret.

Og den slags gør noget ved et menneske. Ikke fordi man altid skal have ret. Ikke fordi kommunen skal sige ja til alt. Men fordi det føles nedværdigende, når man ikke længere bliver mødt som et menneske, der er værd at svare.

Det skaber afstand. Det skaber mistillid. Og i mit tilfælde skabte det en følelse af foragt, som er svær at reparere, når der samtidig ikke er nogen reel kontakt.

Derfor rammer borgernes læserbrev mig.

For det handler ikke kun om åbningstider, paragraffer og bemandingsplaner. Det handler om, hvordan mennesker bliver mødt, når de er afhængige af et system, de ikke selv har magt over.

Mit råd til ledelsen omkring blandt andet Bakkely og Huset i Skansegade, det tidligere Fontænehuset, er derfor enkelt: Lad være med at fryse borgerne ude.

Lad være med at lægge låg på medarbejdernes mulighed for at tale ordentligt med de mennesker, tilbuddene er sat i verden for.

Bring åbenhed, dialog og almindelig demokratisk respekt tilbage til stederne.

Svar de borgere, der er tilknyttet. Også når de rammer et forkert nummer. Også når de kommer lidt skævt ind i systemet. Også når de virker trætte, vrede eller urolige.

Netop dér er kontakten vigtigst.

En leder kan godt være med til at skabe god stemning. En leder kan godt få en sag til at glide. En leder kan godt gå ud af kontoret og ind i virkeligheden.

Lige nu opleves det, af de bekymrede, som om at alt for meget foregår på første sal, bag lukkede døre og uden klare svar.

Ingen ved rigtigt, hvad der sker. Usikkerheden breder sig. Rygterne får plads.

Måske er ledelsen både sød, presset og velmenende. Det kan sagtens være. Men hvis borgerne ikke kan se det, høre det eller mærke det, så hjælper det ikke nok.

For ude i hverdagen bliver kaffen tyndere. Og værestedet bliver mindre værested, hvis trygheden ved den gensidige tillid og kontakt forsvinder.

Det kan ærligt talt ikke være den værste situation for en kommune at stå i, at borgerne ønsker mere kontakt, mere dialog og mere tydelighed. Det er faktisk et ret sundt krav.

Derfor bør svaret heller ikke være mere tavshed. Svaret bør være offentlig klarhed.

Brugerne og de ansatte fortjener bedre end gemmeleg på ledelsesgangene.

Socialpsykiatrien i Frederikshavn Kommune har brug for åbenhed, nærvær og kvalitet igen. Ikke flere rygter. Ikke mere tavshed. Bare noget mere og ordentlig kontakt.

Tak.