Skab tryghed og åbenhed omkring kommunens væresteder

Vi er en gruppe borgere, der benytter Frederikshavn Kommunes væresteder i Skagen, Frederikshavn og Sæby, og vi skriver dette læserbrev, fordi vi efterhånden er både bekymrede, frustrerede og utrygge over de mange ændringer, der sker i socialpsykiatrien.

Det handler om mennesker, som i forvejen lever med psykisk sårbarhed, og hvor tryghed, stabilitet, genkendelighed og faste relationer kan have afgørende betydning i hverdagen. Netop derfor er det svært at forstå, at området igen og igen bliver mødt af ændringer, usikkerhed og manglende information.

Fra støttecentre til væresteder
I efteråret blev strukturen ændret, så de fire tidligere støttecentre efter servicelovens §104 blev ændret til væresteder efter §79. For os som borgere har det været en mærkbar forringelse.

Tidligere var støttecentrene steder, hvor man ikke alene kunne møde andre mennesker og være en del af et fællesskab. Man kunne også få hjælp og støtte, når livet var svært, og når man havde brug for en medarbejder.

I dag oplever vi i langt højere grad, at tilbuddet "kun" er et værested. Det er en meget stor forskel for mennesker, som netop kan have brug for støtte for overhovedet at kunne fastholde en nogenlunde stabil hverdag.

Samtidig er åbningstiderne blevet forringet på kommunens fire væresteder – ét i Skagen, ét i Sæby og to i Frederikshavn.

Syv medarbejdere til fire væresteder
Sådan som vi er orienteret, er der samlet set kun syv medarbejdere til at bemande fire væresteder. Det siger næsten sig selv, at det gør tilbuddene meget sårbare. Når medarbejdere er syge, holder ferie, er på kursus eller af andre årsager er fraværende, oplever vi, at der ikke er den nødvendige backup. Derfor er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at den normale bemanding ikke kan opretholdes.

Konsekvensen er, at væresteder enten må holde helt lukket eller være såkaldt brugeråbne uden personale. Det kan måske se acceptabelt ud på et stykke papir, men virkeligheden er en anden.

Når et værested er brugeråbent, bliver borgerne overladt til sig selv. Hvis der opstår konflikter, hvis en borger pludselig får det psykisk dårligt, eller hvis der opstår andre vanskelige situationer, er der ingen medarbejdere til stede.

For nogle betyder det ganske enkelt, at de bliver hjemme. De føler sig ikke trygge ved at opholde sig på et værested uden personale. Dermed risikerer et tilbud, der skulle modvirke ensomhed og isolation, paradoksalt nok at føre til det modsatte.

Hvorfor må borgerne ikke få noget at vide?
For nylig blev der afholdt et større møde for medarbejdere i socialpsykiatrien, hvor der efter vores oplysninger var mødepligt for de forskellige medarbejdergrupper. Efterfølgende har medarbejderne fået besked på, at de ikke må fortælle borgerne, hvad der blev drøftet på mødet, selv om det efter vores forståelse kan få betydning for den måde, værestederne skal fungere på fremover.

Vi oplever det som en form for mundkurv, og det finder vi meget uheldigt. Når medarbejderne ikke må fortælle noget, opstår der naturligt rygter, spekulationer og bekymringer. Og igen må vi understrege: Det er psykisk sårbare mennesker, man har med at gøre.

For mange af os er uvished ikke bare lidt irriterende. Den kan skabe reel uro og utryghed.

Kender ledelsen hverdagen på værestederne?
Det har desuden vakt stor undren blandt os, at ledelsen på mødet efter vores oplysninger blev overrasket over at høre, at der kun er syv medarbejdere til at bemande de fire væresteder. Hvis det er korrekt, er det svært at forstå. Hvordan kan den ansvarlige ledelse træffe beslutninger om organiseringen og fremtiden for værestederne, hvis den ikke har et klart billede af bemandingen og den daglige virkelighed?

Der er behov for, at beslutningstagerne kommer tættere på hverdagen – både medarbejdernes og borgernes.

Frygt for lukninger
Blandt borgerne er der nu opstået bekymring for, om nogle af værestederne står foran en lukning eller yderligere forringelser. Bekymringen er blandt andet stor hos borgere, der benytter værestedet i Skagen. Vi ved ikke, om frygten er begrundet. Og det er netop problemet.

Når informationen udebliver, og medarbejderne samtidig ikke må fortælle om de kommende ændringer, bliver tomrummet fyldt ud med rygter og bekymringer, det burde kunne undgås.

Tal med os – ikke kun om os
Vi efterlyser derfor åbenhed fra ledelsen af socialpsykiatrien og fra Frederikshavn Kommune.

Hvis der er nye tiltag og ændringer på vej, så fortæl os, hvad de går ud på. Hvis der ikke er planer om at lukke væresteder, så sig det klart. Hvis der er planer om ændringer, så inddrag borgerne, inden beslutningerne bliver ført ud i livet.

Vi forlanger ikke, at alting skal forblive, som det altid har været. Vi ved godt, at en kommune kan være nødt til at ændre og udvikle sine tilbud. Men forandringer i socialpsykiatrien skal ske med respekt for de mennesker, som er afhængige af tilbuddene.

Værestederne er ikke bare bygninger med nogle åbningstider på en dør. For mange mennesker er de et af hverdagens vigtigste holdepunkt. Det er her, man møder andre, bryder ensomheden, finder et fællesskab og - når der er personale til stede - kan føle den nødvendige tryghed.

Derfor har vi en meget enkel opfordring til ledelsen og de ansvarlige politikere i Frederikshavn Kommune: Kom ud og tal med os. Lyt til borgerne og medarbejderne. Fortæl åbent, hvad der skal ske. Og husk, at bag regneark, paragraffer, bemandingsplaner og nye organisationsmodeller står mennesker, som har brug for stabilitet og tryghed.

Det skylder man de borgere, som socialpsykiatrien er sat i verden for at hjælpe.