Frederikshavn Kommune i top 10, når det handler om at løfte skoleelever til et højt fagligt niveau
Frederikshavn Kommune er i top 10, når det handler om at løfte skoleelever til et højt fagligt niveau, viser en ny analyse fra CEPOS.
CEPOS har undersøgt, hvor stor en andel af eleverne, der opnår et karaktergennemsnit over 10 ved folkeskolens afgangsprøver – sammenholdt med den andel, man kunne forvente ud fra elevernes baggrund.
- Vi taler meget om, hvordan vi får de fagligt svageste elever med. Det er vigtigt. Men vi må ikke glemme de elever, der har potentiale til at opnå topkarakterer. Analysen viser, at nogle kommuner er langt bedre end andre til at løfte elever til det højeste faglige niveau, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Frederiksberg Kommune er bedst til at løfte eleverne til topkarakterniveau. Her opnåede 29,7 procent af eleverne et karaktergennemsnit over 10 i 2025, mens den forventede andel var 24,1 procent. Det giver en topkarakterløfteevne på 5,6 procentpoint. Rebild, Bornholm, Kerteminde og Hvidovre følger efter med Frederikshavn Kommune på en 10. plads. Her opnåede 11,9 procent et karaktergennemsnit over 10 i 2025, hvilket giver en topkarakterløfteevne på 2,1 procentpoint.
I den anden ende ligger Norddjurs med en topkarakterløfteevne på -5,1 procentpoint, efterfulgt af Morsø, Glostrup, Billund og Allerød.
Frederikshavn Kommune klarer sig især godt i den skriftlige afgangsprøve i dansk. Her indtager landets nordligste kommune en tredjeplads på landsplan med en topkarakterløfteevne på 3 procentpoint.
- Det er tankevækkende, at der er så store forskelle mellem kommunerne, når vi tager højde for elevernes udgangspunkt. Det peger på, at der er et betydeligt potentiale for at få flere elever til at præstere på et højt fagligt niveau, mener Karsten Bo Larsen.
Samtidig viser analysen en tilbagegang i andelen af elever med meget høje karakterer i dansk og matematik. I de skriftlige danskprøver faldt andelen af elever med et gennemsnit over 10 fra 10 procent i 2018 til 8,2 procent i 2025. I matematik faldt andelen, der fik 10 eller 12, fra 24,9 til 21,7 procent.
Analysen peger desuden på en statistisk sammenhæng mellem antallet af elever pr. lærerårsværk og kommunernes topkarakterløfteevne. Kommuner med flere elever pr. lærerårsværk har i gennemsnit en lavere topkarakterløfteevne. Analysen kan dog ikke fastslå en årsagssammenhæng.
- Vi skal ikke kun være optagede af at få de svageste elever over målstregen. Vi skal også være ambitiøse på vegne af de fagligt stærke elever. Det er vigtigt både for den enkelte elev og for Danmark, at vi får udviklet alle elevers faglige potentiale mest muligt, siger Karsten Bo Larsen.




































