Syng med i Bangsbostrand Kirkes kor – fællesskab, musik og sangglæde
Der er plads til flere sangglade børn og unge i Bangsbostrand Kirkes kor. Derfor inviterer kirken nu nye medlemmer til både børnekoret og ungdomskoret, hvor musik, fællesskab og gode oplevelser går hånd i hånd.
At synge i kor handler om meget mere end at ramme de rigtige toner. Det handler om at være en del af et fællesskab, hvor alle bidrager, udvikler sig og har det sjovt sammen.
Gennem året medvirker korene ved gudstjenester og stemningsfulde korkoncerter, og repertoiret spænder vidt – fra salmer og klassiske værker til popmusik og nyere rytmiske sange.
- Det bedste ved at synge i kor er, at man oplever, hvordan mange forskellige stemmer bliver til én fælles lyd. Samtidig opstår der et helt særligt fællesskab, hvor der er plads til både grin, nye venskaber og musikalsk udvikling. Vi håber, at endnu flere børn og unge har lyst til at være med, siger korleder Anne Risager Nielsen.
Børnekoret er for børn fra 3. til 7. klasse og øver hver tirsdag kl. 15.30-16.30. Det er gratis at være med, og efter tre måneders deltagelse modtager korsangerne løn. Koret synger både salmer, popsange og andre sange og medvirker ved udvalgte gudstjenester og koncerter.
Ungdomskoret er for unge i alderen cirka 13-21 år og øver tirsdage kl. 16.30-18.00. Her får korsangerne løn for deres medvirken, og de synger et alsidigt repertoire med både rytmiske og klassiske sange, nye hits og gamle favoritter. Koret medvirker ved kirkens gudstjenester om søndagen og deltager desuden i flere koncerter i løbet af året.
Det er ikke nødvendigt at have sunget i kor før. Det vigtigste er lysten til at synge og til at være en del af et godt fællesskab.
Har du lyst til at være med, eller vil du gerne høre mere, kan du kontakte korleder Anne Risager Nielsen på telefon 22 17 12 02. Nye sangere er altid velkomne.




































