Gå til hoved-indhold
10. august 2026 - kl. 00.08

En diagnose blev startskuddet for Jakob Junker Jeppesen som iværksætter

  • 1 af 4
  • 2 af 4
    Foto: Peter Mosko, Creative Content Agency
  • 3 af 4
    Foto: Peter Mosko, Creative Content Agency
  • 4 af 4
    Foto: Peter Mosko, Creative Content Agency
Af: Michael Frederiksen

En diagnose og et totalt forandret ungdomsliv blev startskuddet for Jakob Junker Jeppesen som iværksætter: Nu laver han den løsning, han selv manglede.

Jakob Junker Jeppesen på 25 år er vokset op i Frederikshavn, og selvom han i dag både studerer og er flyttet hjemmefra, lever han et liv, som på flere måder adskiller sig fra sine jævnaldrende. For Jakob har epilepsi - og det betyder begrænset alkoholindtag, at han altid må sikre en god nats søvn, og at han hver dag skal tage medicin for at holde sine anfald skak.

Diagnosen blev stillet, da han var 16 år - dengang han var en sprudlende ung dreng med stort mod og glæde til livet, store armbevægelser og en urokkelig tro på, at alt kan lade sig gøre.

- Jeg husker, at jeg levede et helt almindeligt ungdomsliv med venner og en masse fester. Jeg var bare glad og glædede mig til at starte på Horne Efterskole i 2018. Det var en følelse af sådan, "nu begynder livet for alvor"-agtigt, siger Jakob Junker Jeppesen, da han tænker tilbage på tiden lige inden den første epileptiske hændelse.

For under en gaming-aften i folkeskolen sker der noget, der bliver vendepunktet. Her hænger han ud med sine venner, som han plejer. Men da Jakob Junker Jeppesen kommer hjem, viser han sin mor, Marianne, en video fra den aften. Og for hans mor er det helt tydeligt at se, at Jakob opfører sig anderledes. Han griner mærkeligt og pludselig falder han sammen i kammeratens seng. Hans mor reagerer med det samme, og et længere udredningsforløb følger med lægevagt, sygehus og privat neurolog, der munder ud i, at diagnosen epilepsi bliver stillet.

- Hele mit liv ændrede sig lige der. Når man får diagnosen, er der en masse ting, man ikke må. Man må helst ikke drikke alkohol, søvn er bare alfa-omega, og ærligt, så er det jo bare ikke lige to ting, der er nemme at forene med det ungdomsliv, jeg forestillede mig, jeg skulle leve. Jeg skulle lige til at starte på efterskole - men kunne jeg overhovedet det? Jeg følte mig så begrænset. Det husker jeg, som en virkelig hård tid, udtaler Jakob Junker Jeppesen.

Han er heldigvis typen, der aldrig rigtig accepterer et nej og som altid går efter sine drømme - også når oddsene er imod ham. Måske vidste han det ikke dengang, men diagnosen og derigennem mødet med sundhedsvæsenet skulle blive startskuddet til, at Jakob Junker Jeppesen i dag adskiller sig fra sine jævnaldrende på endnu et parameter: Jakob er nemlig iværksætter og er ved at udvikle den løsning, han selv manglede som person med epilepsi.

- Da jeg startede i behandlingsforløbet efter diagnosen blev stillet, var det fyldt med usikkerhed, manglende overblik, stress - især også hos min mor - samt tvivl om, hvad der skulle registreres. Vi manglede det rigtige redskab til at holde styr på det hele, fortæller Jakob Junker Jeppesen.

Søvn, alkoholindtag og - for piger og kvinder - menstruationscyklus er blot nogle af de parametre, der er gode at holde styr på, når man har epilepsi. De kan nemlig være vigtige faktorer, når lægerne skal sikre, at patienterne er korrekt medicinerede. Og i dag er den mest udbredte løsning i Danmark stadig, at alt noteres på et papirskema, som udleveres af behandlingsstedet. Til stor udfordring for mange patienter. 

- PÅ PAPIR!, udbryder Jakob og fortsætter:

- Det fungerer bare ikke særlig godt, og der mangler en let og enkel løsning, som passer ind i den digitale verden vi lever i. Papiret bliver væk, du spilder på det - og måske glemmer du det derhjemme, og så får du ikke lige registreret det væsentlige den dag. Og det er netop derfor, at jeg har udviklet en digital løsning - en løsning, som jeg selv mangler, og som jeg ved, at mange andre med epilepsi også mangler.

Løsningen hedder EpiLink og er en app, hvor du nemt og hurtigt kan registrere dine anfald. Med EpiLink kan du som person med epilepsi eller pårørende give lægen et nemt og overskueligt overblik over anfaldshistorikken, og dermed hjælpe med at skabe et bedre fundament for gode konsultationer.

- Med halvudfyldte skemaer, krøllede noter og usammenhængende notater på telefonen er min erfaring, at sundhedspersonalet skal bruge en stor del af konsultationen på at genskabe data og nærmest lege detektiver. Der mangler et redskab i Danmark, som passer til vores hospitalers IT-systemer og som passer til den hverdag, vi rent faktisk lever i, mener Jakob Junker Jeppesen og fortsætter: 

- Mit mål er egentlig ret simpelt: Jeg vil bare gerne give andre med epilepsi - og deres pårørende - det bedste udgangspunkt for gode konsultationer, og lægerne bedre indsigt i patienternes historik. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...