En sommersøndag på Saltebakken

Huset lå for enden af Lisborgvej i bunden af en have, som hørte til en lille bondegård, der lå her på "de yderste nøgne skær". I dag er stedet forvandlet til ukendelighed, men det lå cirka der, hvor man drejer fra vejen Saltebakken og ind til Frederikshavn Marina.

Når de var i huset med deres tre drenge, Søren, Jens og Peter, blev vi ofte budt derned. Det var, som jeg husker det, altid en søndag, og det var dengang, der altid var godt vejr om sommeren og særligt om søndagen.

Stedet var et sandt Slaraffenland for os drenge. Foran huset var en stor mark, hvor vi kunne lege, spille bold, lege tagfat osv.

Men det mest spændende af det hele var, at til stedet hørte en "kåg". For de, der ikke ved, hvad en kåg er, kan jeg fortælle, at det er en fladbundet robåd. Den lå i nærheden af huset i en kose, og for de, som ikke ved, hvad en kose er, kan jeg fortælle, at det er to rækker sten ud i vandet, som så danner en slags minihavn. Alt dette er nu forsvundet. Der blev først i 1970'erne i forbindelse med anlægningen af E45 lavet en kæmpe opfyldning  og på stedet er bygget et rensningsanlæg og Frederikshavn Marina.

Vi fik lov at sejle rundt i kågen – helt alene. Utroligt vi fik lov, men det gjorde vi. Redningsveste var vist ikke opfundet. Der blev dog afstukket nogle grænser. I havet var der nogle store sten, som stak op af vandet. Dem skulle vi blive indenfor.

De store drenge – min bror Peter og Søren Borup og vist også Peters kammerat Erik Aaen, var som regel dem, der roede, og så sejlede vi ellers rundt det meste af dagen. Vi legede færge og blev sat af på de forskellige store sten, og blev så siden hentet igen.

En gang imellem sejlede vi ned til stranden ved Damvej og trak båden på land. Så kunne vi lige smutte op til Borup-drengenes mormor på Kystvej og få en franskbrøds mad med ”rørechokolade”  - en slags hjemmelavet Nutella - det var godt.

Vi lærte også Sverige-færgernes sejltider at kende. For det var rigtig sjovt at være på vandet, når der lige var sejlet en færge ind eller ud af havnen. Så kunne vi få os en rigtig god vippetur i de kølvandsbølger, der fulgte nogle minutter efter.

Når vi blev trætte af at sejle, gik vi i land og legede ved vandet. Peter og jeg havde hver et flot lille sejlskib, som vores far havde lavet. Oprindelig til hans nevøer Ole og Jørgen, men da de blev voksne, blev skibene overdraget til os. Der var en flot tre-mastet skonnert med fuld sejlføring og en lidt mindre "lystsejler".

Peter havde selvfølgelig skonnerten, som var langt den flotteste, og det var jeg noget misundelig over. Det havde min fætter Jørgen også været, da hans bror Ole havde skonnerten. Han var så misundelig, at han på et tidspunkt smed den ud af et vindue fra 1. sal, hvilket betød, at skibet måtte på værft hos min far og sættes i sejlklar stand igen.

Med disse skibe fik vi også megen tid til at gå. Der blev sat en lang snor i, så de ikke stak til søs. Der var ikke nogen sandstrand på Saltebakken, men rigtig mange sten, så dem måtte vi stå på, og vi kom næsten altid galt afsted. Enten skar vi os på en af de på stenene fastgroede muslingeskaller, eller også gled vi og faldt i vandet, eller hvis vi var rigtig heldige, fik vi olie på os som efterfølgende blev fjernet med hård hånd af vore mødre med en benzinvædet klud. Og var vi rigtig, rigtig heldige fik vi også lidt olie på vores tøj. Så var man rigtig populær.

Når vi blev trætte af leg ved vandet, søgte vi op til huset, og her blev vi straks trakteret med Grethes hjemmebagte vafler eller dejlige franskbrødsmadder.

Da vi blev lidt ældre - 14-15 år - fik vi et par gange også lov at overnatte i huset alene. Det var vist også her vi fik lært at ryge – så historien slutter her.