Gå til hoved-indhold
09. august 2026 - kl. 00.08

Stærke stemmer og store følelser fyldte Abildgård Kirke

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Kanal Frederikshavn

​​​​​​​To sopraner på meget højt niveau og en fremragende pianist gav lørdag aften publikum i Abildgård Kirke en smuk og medlevende koncert som en del af Vendsyssel Festival 2026.

Der var både store stemmer, stærke følelser og musikalske kontraster på programmet, da Abildgård Kirke lørdag aften dannede rammen om den klassiske koncert "Mellem måne og morgen – en koncert i kontraster".

Organist Claus Bach Nielsen bød velkommen til de mange fremmødte, som kunne se frem til en koncert med de to nordjyske sopraner Marianne Heuer og Charlotte Hjørringgaard Larsen samt pianist Natasha Kutsko Jensen.

Og publikum blev bestemt ikke skuffet.

Det blev en både smuk, intens og medlevende koncert, hvor de to sopraner på allerhøjeste niveau fremførte aftenens sange og arier – nogle gange som duet og andre gange som solister. Der blev lagt stor indlevelse og mange følelser i hver eneste fremførelse, og de to stemmer foldede sig smukt ud i Abildgård Kirkes særlige akustik.

Marianne Heuer er blandt andet ansat i DR Koncertkoret i København, der ofte medvirker sammen med DR Symfoniorkestret, mens Charlotte Hjørringgaard Larsen primært arbejder som freelancesanger og blandt andet har sunget roller som Gilda i Rigoletto og Suor Genovieffa i Suor Angelica.

Ved flyglet sad Natasha Kutsko Jensen, der er uddannet pianist fra Nordjysk Musikkonservatorium. Hun viste gennem hele koncerten, hvorfor hun både har et alsidigt virke som solist og er en efterspurgt akkompagnatør. Med sikkert og følsomt klaverspil var hun med til at binde koncertens mange forskellige stemninger sammen.

Fra måneskin og længsel til fest og glæde
Programmet bød på opera og operette i kontrasternes tegn – sol og måne, håb og fortvivlelse samt dur og mol. Koncerten begyndte med Purcells Music for a While i en særlig udgave for to sopraner, hvorefter publikum blandt andet kunne opleve Rusalkas smukke Sang til månen og Künnekes Strahlender Mond.

Senere skiftede stemningen med blandt andet Carmens berømte Habanera, inden koncerten bevægede sig mod en ny morgen og til sidst sluttede festligt med kendte melodier som I Could Have Danced All Night og I Feel Pretty.

Publikum kvitterede med store klapsalver, og de tre musikere måtte naturligvis på scenen igen. Der blev således også plads til et smukt operanummer som ekstranummer, inden et stående og begejstret publikum med langvarige klapsalver endelig lod de to fantastiske sopraner og deres meget dygtige pianist forlade kirkerummet.

Efter koncerten takkede Claus Bach Nielsen både publikum for det flotte fremmøde og Marianne Heuer, Charlotte Hjørringgaard Larsen og Natasha Kutsko Jensen for en særdeles flot musikalsk oplevelse.

Ny stor koncert allerede torsdag
Der bliver ikke mange dages pause for koncertpublikummet i Abildgård Kirke. Allerede torsdag er der igen koncert i kirken – denne gang en stor støttekoncert til fordel for Hospice Vendsyssels Støtteforening.

Det er første gang, at den stjernespækkede velgørenhedskoncert afholdes i Frederikshavn, og der medvirker kunstnere fra både ind- og udland.

Ensemble Hovaldt består af messingblæsere, som både fremfører værker sammen og på skift optræder som solister. Ved støttekoncerten medvirker desuden den kendte opera- og musicalsangerinde Louise Fribo som solist, mens Jens Gaardbo er konferencier og guider publikum gennem aftenen. Samtlige entreindtægter går ubeskåret til Hospice Vendsyssel Støtteforenings arbejde på og omkring Hospice Vendsyssel på Suderbovej.

Billetter til støttekoncerten koster 200 kroner og kan købes via Billetto.dk, hos Lædermagasinet i Danmarksgade i Frederikshavn samt på Hospice Vendsyssel.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...