Nordjyllands Kystmuseum vil gerne være en del af den medvind, som Frederikshavn Kommune oplever
Thomas Bloch Ravn, formand for bestyrelsen for Nordjyllands Kystmuseum og tidligere mangeårig museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus, har skrevet dette indlæg: Det er svært ikke at blive glad over de gode takter, som Nordjyllands Kystmuseum viser denne sommer.
Som udefra kommende og forholdsvis nytiltrådt formand for museets bestyrelse kan jeg da ikke lade være med at være lidt stolt, selvom rosen helt og holdent skal rettes til det er det hold, der står i spidsen for museet.
For det er dem, der dagligt knokler for at forlene de fire museer i Nordjyllands Kystmuseum med både relevans, faglighed og værtskab.
Tyve procent flere gæster på Kystmuseet
Således er antallet af gæster på museets fire lokationer i Skagen, Frederikshavn og Sæby i juli måned 2026 øget med i alt 20 procent i forhold til juli 2025.
Størst har tilvæksten været i Skagen, men der er pæn fremgang på både Bangsbo, Bangsbo Fort, Kystmuseet i Skagen og Sæby Museum.
Museerne fortæller i sig selv vigtige historier om vilkår og levet liv langs Nordjyllands kyst gennem tiden - og helt frem til i dag. Men de er mere end det.
Kultur har betydning for rekruttering og bosætning
Der ligger nemlig en interessant pointe i, at museer (og kulturliv generelt) spiller en betydelig rolle for virksomhedernes evne til at rekruttere medarbejdere.
Det fremgår af en nylig undersøgelse, som er foretaget for organisationen Dansk Industri. Undersøgelsen dokumenterer, at kulturens rolle for tiltrækning af arbejdskraft er større, jo længere væk fra de store byer, man kommer (se: Undersøgelse: Et rigt kulturliv gør virksomheders rekruttering lettere - DI Turisme, Kultur & Oplevelser).
DIs chef for Turisme, Kultur & Oplevelser Lars Bertolt Winther siger til mediet Kulturmonitor:
»Der er en forbundethed mellem turisme, kultur, erhvervsliv og bosætning, som rækker langt ud over, hvad der kan aflæses i omsætnings- eller jobtal i den enkelte sektor eller branche. Den forbundethed vil vi gerne arbejde for at flere politikere og almindelige borgere forstår.« (Dansk Industri: Kommuners kulturliv kan være afgørende for virksomheders rekruttering)
Ros til Frederikshavn Kommune
Som ekstern bestyrelsesformand vil jeg gerne rose Frederikshavn Kommune for at stå bag en genstart af Nordjyllands Kystmuseum.
Først med nye vedtægter, så med en helt ny, professionel bestyrelse, som jeg er overbevist om virkelig kan medvirke til at løfte Nordjyllands Kystmuseum op i den liga, hvor det hører hjemme.
Og nu til 1. september tiltræder museets nye direktør Philip Sviatchenko.
Med Philip i spidsen for museet er jeg overbevist om, at museet kommer ind i en udvikling, der også vil få betydning for turisme og bosætning og dermed være en del af den medvind, som Frederikshavn i øjeblikket oplever fra flere sider.




































