Gå til hoved-indhold
14. august 2026 - kl. 14.08

Lørdag i Sæby: Fejring af Fruen fra Havets 25-års jubilæum

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Lørdag 15. august står Sæby i børnenes tegn – børnene fra i dag og børnene fra for 25 år siden.

Alle er inviteret til jubilæet af Sæbys vartegn Fruen fra Havet, der lørdag 15. august fejrer sit 25 års jubilæum. Det markeres både med aktivitet på Sæby Torv og på Sæby Havn.

Program
Sæby Torv

Kl. 10.00:
- Hyldest til de udvalgte skytsengle (børnetegninger), der fremadrettet foreviges på Sæby Havn.
- Syngespil fra Sæby Friskole
- Børneloppemarked

Sæby Havn
Kl. 16.00:
- Jubilæumsfejring ved Fruen fra Havet. Taler af initiativtager Nicklas B. Christensen, borgmester Jon Andersen og kunstner Marit Benthe Nordheim
- Gratis is til alle børn

Der vil være mulighed for at se videoklip fra etableringen i 2001 og købe mad og drikkevarer på havnen.

Arrangørerne håber at kunne samle så mange som muligt og har inviteret alle børnene, der i 2001 bidrog til kunstværket, til at deltage - gerne sammen med deres familier.

- Vi var 880 børn, der i 2001 lavede hver vores beskytterfigur. Hvor er vi hver især i dag? Og tænk, hvis vi kunne samles og sammen med Sæby og Sæbys borgere hylde Fruen fra Havet – nu som voksne og måske med vores egne børn og familier i hånden. Det er det, vi prøver lørdag, og vi håber, mange vil deltage og fejre dagen med os, udtaler Nicklas B. Christensen.

Arrangementet er blevet til takket være opbakning fra Sparekassen Sæbys Fond, Nordjyske Bank Sæby samt Roblon Fonden. Herudover takker gruppen af frivillige under Sæby Handelsstandsforening og Sæby Erhvervsforening Sæby Havn og Frederikshavn Kommune for samarbejdet.

Og hvem ved? Måske er det nogle af de børn, der hyldes lørdag, som om 25 år står i spidsen for fejringen af Fruen fra Havets 50-års jubilæum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...