Akademikerprisen 2023: Elektrikeren i Strandby vinder landsfinalen
Elektrikeren i Strandby vandt torsdag landsfinalen i kampen om Akademikerprisen 2023. Udover omtale i forbindelse med prisuddelingen modtager virksomheden 50.000 kroner til medarbejderudvikling.
Akademikerprisen er en erhvervspris, som hylder de små og mellemstore virksomheder (SMV), der med ansættelsen af akademikere har skabt resultater. Prisen blev uddelt første gang i 2015.
Elektrikeren i Strandby havde mange års erfaring med montering og installation af varmepumper og solcelleanlæg, da de i starten af 2022 ansatte Lærke Kristensen for at hæve niveauet af markedsføringen af deres helt store passion, grøn energi.
Med sin kandidatgrad i historie i bagagen kunne Lærke Kristensen på kort tid omsætte komplekse emner til effektiv markedsføring.
I dag er hun kommunikations- og marketingansvarlig og hendes evne til at oversætte regler har haft stor indflydelse på at gøre dem mere forståelige for virksomhedens kunder og bidraget til en mere effektiv sagsbehandlingstid.
Det var en glad og stolt indehaver Tom Jensen, som sammen med Lærke Kristensen torsdag aften modtog Akademikerprisen 2023.
Det er Akademikernes A-kasse, som står for kåringen. Med til overrækkelsen var blandt andre B.S. Christiansen.