Bankkunder mest tilfredse med Spar Nord Bank
I en nylig undersøgelse af 25.000 danskeres forhold til deres bank indtager Spar Nord Frederikshavn - sammen med resten af Spar Nord - en topplacering som den af de 10 største banker i undersøgelsen, hvor kunderne er mest tilfredse.
24.966 danskere har deltaget i undersøgelsen, som er gennemført af Finanssektorens Uddannelsescenter, og det er i gruppen af de 10 største banker i undersøgelsen, at kundetilfredsheden i Spar Nord er højest.
I Spar Nord Frederikshavn tager direktør Morten Kock undersøgelsesresultatet som et udtryk for, at banken prioriterer rigtigt.
- Den personlige relation til kunden har altid været højt prioriteret i Spar Nord, og jeg tolker undersøgelsesresultatet som en kvittering for, at det er den rigtige prioritering. Vi skal naturligvis også levere al den teknologi, der gør det nemt og komfortabelt at være bankkunde i dag, men der er ingen tvivl om, at det er i det personlige møde med kunden, at vi virkelig viser vores værd, siger Morten Kock.
7.000 nye kunder
I årets første tre kvartaler har Spar Nord samlet set fået flere end 7.000 nye kunder netto, og den udvikling hænger ifølge Morten Kock tæt sammen med en høj tilfredshed hos bankens eksisterende kunder.
- Et af spørgsmålene i undersøgelsen handler om tilbøjeligheden til at ville anbefale Spar Nord til andre. Her scorer vi også relativt højt, og det betyder rigtig meget for vores muligheder for at tiltrække nye kunder, at vores eksisterende kunder taler positivt om os, forklarer Morten Kock.
Nyt fordelsprogram
Som et led i bestræbelserne på at styrke Spar Nords relation til kunderne har Spar Nord pr. 1. oktober lanceret et nyt fordelsprogram under navnet StjernePLUS. Programmet indebærer lavere priser og en række gratis ydelser på blandt andet kort- og forsikringsområdet for de kunder, der samler deres bankforretninger i Spar Nord.
- StjernePLUS bliver et vigtigt omdrejningspunkt i dialogen med vores privatkunder, og vi har tiltro til, at det også kommer til at gøre noget godt for den kundetilfredshed, som vi hele tiden arbejder på at gøre os fortjent til, lyder det fra Morten Kock.