Gå til hoved-indhold
21. maj 2025 - kl. 14.05

Palmerne står i år lidt mere tilbagetrukket på Palmestranden

  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Palmerne har i år fået en lidt mere tilbagetrukket placering på Palmestranden i Frederikshavn. Michael Nielsen, Park, Vej & Ejendomme, forklarer i videoen, hvorfor palmerne står tættere på klitterne end vandet.

Cirka 100 palmer blev i går transporteret fra det store drivhus på Brønderslevvej til Palmestranden. Efter en vejrmæssig hård 2024-sæson er palmerne ifølge Michael Nielsen i en forbavsende god stand. 

Palmerne placeres hvert år på en ny måde, og i år er der blandt andet lavet et spot, som er velgnet til sociale medier.

- Det har flere og flere efterlyst. Et sted, hvor de kan tage et billede til Instagram, Facebook og andre sociale medier. Vi så det allerede tydeligt i går. Da den palme blev sat, var der en tysk familie på parkeringspladsen, som tog et billede og lagde det ud med det samme, fortæller Michael Nielsen.

Palmen, som ifølge Michael Nielsen er velegnet til sociale medier, er en hørpalme med dobbelt stamme.

På åbningsdagen havde Palmestranden også besøg af en influencer fra Californien.

- Rent tilfældigt kommer der en ung kvinde med sit barn. Hun sætter virkelig meget udstyr op, og pludselig hører jeg hende sige: "Hello, California, I'm here in Denmark..." Bagefter gik hun op i ishuset for at høre, hvad hun skulle betale for at komme ind på legepladsen (det er gratis, red.). Hun filmede også legepladsen, og der er fedt, at vores lille spot her i vores dejlige by lige pludselig kommer ud blandt alle mulige andre, siger Michael Nielsen med et stort smil.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...