Henriette stiller op for Venstre: - Der er brug for udvikling – ikke afvikling
Venstre i Frederikshavn præsenterer endnu en kandidat til kommunalvalget i 2025. Henriette M. L. Sørensen stiller op med et klart mål: At skabe reelle og bæredygtige løsninger for de mennesker, der har allermest brug for det.
Med bopæl i Frederikshavn Kommune og som mor til to er Henriette M. L. Sørensen dybt engageret i at gøre en forskel – især for de mest sårbare borgere. Hendes faglige baggrund er bred og solid: Uddannet Cand. Scient. Soc. i kriminologi, socialrådgiver, tidligere fængselsbetjent og certificeret hypnoterapeut med praksis i Kattegat Silo i Frederikshavn.
Hun har i sit arbejdsliv beskæftiget sig med alt fra hjemløshed, misbrug og kriminalitet til psykisk sårbarhed, skolevægring og familier i krise. Hun har set systemet indefra – både i staten, i det kommunale og i privat regi – og ved, hvornår det virker:
- Det virker, når der samarbejdes på tværs, og når mennesker får hjælp i den rigtige rækkefølge og på den rigtige måde, siger hun.
Henriette M. L. Sørensen stiller op med et værdisæt, der hviler på frihed, ansvar og valgfrihed. Hun tror på, at dem, der kan selv, skal selv – og at dem, der har brug for hjælp, skal have den - på en måde, der styrker fremfor at fastholde.
- Jeg brænder for børn og unges trivsel, for familiernes vilkår og for ældres værdighed. Jeg vil være de svages stemme – og kæmpe for en tidlig, helhedsorienteret og respektfuld indsats, der rykker mennesker i den rigtige retning. Vi skal turde tænke nyt – ikke bare lappe huller.
Henriette M. L. Sørensen ønsker at bidrage til et politisk klima, hvor mennesker mødes med værdighed, og hvor vi som kommune tør tænke langsigtet. Hun vil arbejde for helhedsorienterede løsninger, hvor vi investerer i det sociale og menneskelige fundament i stedet for at ty til kortsigtede nedskæringer. Med blik for både velfærd, værdighed og udvikling vil hun bidrage til at styrke hele kommunen – socialt, kulturelt og økonomisk.
- Jeg har altid båret rollen som de svages fortaler – og det er et ansvar, jeg tager på mig med både alvor og stolthed. Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg vil være med til at skabe et samfund, hvor alle har mulighed for at lykkes – og hvor politisk ledelse bygger på helhed, handling og håb.
Borgmesterkandidat Jon Andersen udtaler:
- Henriette bringer både faglig styrke og menneskelig indsigt ind på Venstres hold. Hun har dyb erfaring med socialt arbejde og samtidig et stærkt blik for løsninger, der virker i praksis. Hun bliver en vigtig stemme i arbejdet for en kommune i balance og i udvikling.