Big Fat Snake havde 10 års jubilæum på Knivholt

- Vi har nu været her 10 gange, så det var jubilæum. Det var virkelig en fornøjelse at spille i dag. Ikke at det ikke plejer at være det, men jeg kan meget bedre lide den her lukkede gård og fornemmelse af at spille herinde end der, hvor det plejer at være, forklarer Anders Blichfeldt.

Han kan tydeligt huske, at han og de andre i Big Fat Snake har spillet inde på gårdspladsen før, inden arrangementet blev flyttet ud på marken.

- Men før stod vi ovre på den anden side og havde solen lige i bærret, så nu var det vores tur til at stå i skyggen. Man kan diskutere, hvad der er bedst, men vi kan bedst lide den her kombination, fortæller Anders med et smil.

Slipset er også blevet smidt, og tøjet er i det hele taget en mere afslappet stil, end det han havde på inde på scenen. Han nyder tilværelsen i stor stil i øjeblikket, og hvis han og de andre i bandet ikke lige er ude at spille, har de travlt i studiet.

- Vi har gang i et rigtigt stort projekt, som er indspillet nede i Randers for halvanden måned siden. Det er et album, der kommer til at hedde ”In The Midnight Hour”, og det er en slags opfølgning på ”One Night Of Sin”-albummet, som vi lavede for 10 år siden. Nu graver vi et spadestik dybere i Memphis soul-kataloget. Det bliver med sange blandt andet fra Otis Redding og fra Elvis, men ligesom på den anden plade, så bliver en tredjedel af sangene vores egne, forklarer forsangeren.

”In The Midnight Hour” udkommer til efteråret, og lige nu bruger man tiden til at mixe pladen færdig og samtidig lægge sidste hånd på en dvd, der udkommer sammen med albummet.

- Det er jo en liveplade, og vi havde Elvis´ guitarist, James Burton, med og også Billy Cross og Benjamin Koppel medvirker som gæster. Samtidig er der tre dygtige korsangere, så det er et stort orkester lige som sidst.

Til koncerten på Knivholt spillede Big Fat Snake den nye single ”Rambling Man”. Det er en forløber for et album, der først udkommer om et år og som er skrevet om og til bandet af den kendte producer Chief 1. Ifølge Anders Blichfeldt er den sang én af de sange, der bare ”spiller sig selv”.

- Man kan se det på publikum, selvom de aldrig har hørt den før, så er de med på den. Det er så fedt, når man oplever det. Det er grundlæggende en rigtig dejlig fornemmelse at stå med, når man har indspillet en sang og derefter står på en scene, og alle rocker og synger med. I sådan et orkester som det her, hvor vi har efterhånden har indspillet tæt på 200 sange, så er det ikke alle sange, der egner sig lige godt til at blive spillet live. Men det ved man ikke, når man skriver dem. Så skriver man dem bare, og så indspiller man dem, og så er der nogle af dem, der bare viser sig at have noget magi af en art. Vi plejer at have en vending, hvor vi siger, "at de spiller sig selv".

Anders Blichfeldt misser med øjnene her i solen og læner sig lidt mere tilbage her på trappen, inden han fortsætter:

- Når de gør det, så plejer det at være sange, som publikum kan lide. Det er mærkeligt, men der er en vis indre logik i nogle sange. I studiet kan man polere med alting, så det kommer til at fungere skide godt, men det kan du ikke gøre, når du spiller live. Så er der noget der virker, og noget der ikke virker, og det er aldrig til at vide.

Ifølge forsangeren er orkestrets nok mest kendte sang ”Bonsoir Madame” et rigtigt godt eksempel på, at det var en af den slags sange, som de ikke lige vidste, hvor de havde, inden de begyndte at spille den ude blandt folk.

- Den sang havde vi ikke noget specielt med og tænkte ikke, at det ville blive et hit. Men vi tog den med ud at spille og kunne mærke: Hov, den kan folk godt lide den der. Så blev den så udsendt som single, og i dag er den jo en sang, som alle mennesker kender. På godt og ondt faktisk. Der er jo også nogle, der synes, det er en forfærdelig sang, forklarer han og smiler.

Snakken med Anders Blichfeldt fortsætter og næste afsnit handler om tiden med bruddet med Peter Viskinde, og om at ham forsangeren her er en blærerøv, på den gode måde.