Gå til hoved-indhold
16. april 2024 - kl. 00.04

Bjarke fra Primo Tours skal stå for driften af Læsø Kur & Helse

  • 1 af 1
    Bjarke Hansen er født og opvokset i Gærum, og han blev student fra Frederikshavn Gymnasium. Han bor i dag i Ringkøbing med sin kone og to børn.
Af: Michael Frederiksen

Bjarke Hansen - manden bag Primo Tours - har stiftet et nyt selskab, der skal stå for driften af Læsø Kur & Helse, som i februar blev erklæret konkurs.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at Bjarke Hansen med virkning fra 9. april har stiftet selskabet Læsø Kur & Helse 2024 ApS. Det Centrale Virksomhedsregister oplyser, at Bjarke Hansen er eneejer af selskabet, hvis formål er at drive kur- og helsecenter.

Bjarke Hansen er født og opvokset i Gærum, og han blev student fra Frederikshavn Gymnasium. Et fritidsjob hos Larvik Line i Frederikshavn var begyndelsen til et liv i rejsebranchen. Han bor i dag i Ringkøbing med sin kone og to børn.

Læsø Kur & Helse har til huse i den tidligere Vesterø Kirke, hvor kurbadet siden 2008 blandt andre har tiltrukket psoriasispatienter, som har nydt godt af behandlinger med en helt særlig saltlage.

Efter mange år med økonomiske udfordringer indgav ledelsen bag Læsø Kur & Helse konkursbegæring for et par måneder siden.

Men nu kommer der altså nyt liv i bygningerne, som Læsø Kommune ejer.

Det er uvist, hvornår Bjarke Hansen påtænker at tænde lyset i kurbadet, da det ikke har været muligt for Dagbladet Ringkøbing Skjern at få en kommentar fra den nye ejer af Læsø Kur & Helse 2024 ApS.

Bjarke Hansen har et ganske særligt forhold til Læsø. Allerede efter sin konfirmation købte han en grund på Læsø, hvor hele familien Hansen gerne mødes i sommerferien.

Bjarke Hansen åbnede Primo Tours i Ringkøbing i december 2009, og de første chartergæster blev sendt sydpå i sommeren 2010. Siden er det fået stærkt. Primo Tours-koncernen købte i efteråret 2023 Bravo Tours.

Koncernen består nu af 15 selskaber, der alle er relateret til rejsebranchen. De er samlet under paraplynavnet Travelheart Family, der består af solrejsebureauerne Primo Tours, Bravo Tours, Århus Charter, SunCharter og (delvist ejede) Amisol Travel. Derudover ejer gruppen Skinetworks, der udbyder skirejser i bureauerne Danski, Slopetrotter og Nortlander.

Et andet område er specialrejser til oversøiske destinationer via rejsebureauerne USA tours, DanExplore, Unique Travel og Top Tours.

Primo Tours-koncernen er desuden hovedaktionær i flyselskabet Airseven og driver egne hoteller under det nye navn Heart Hotels. I selskabet Tourpaq udvikler og leverer man software-løsninger til rejsebranchen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...