Blåfinnet tun på 2,3 meter skyllet op på stranden ved Kragholmen
Per Rex Møller kiggede en ekstra gang, da han mandag formiddag gik tur på stranden ved Kragholmen i Frederikshavn, for til sin store overraskelse fandt han en død blåfinnet tun, der var skyllet i land.
- Vi troede først, at der var tale om noget plastic, men da vi kom nærmere, kunne vi se, at det var en blåfinnet tun, fortæller Per Rex Møller til Kanal Frederikshavn.
Han vurderede umiddelbart, at den blåfinnede tun var godt en meter lang. Det var en oplysning, som gjorde fiskeentusiasten Claus Sørensen, indehaver af MarineXperten/Fiskekortet i Frederikshavn, meget nysgerrig.
Den blåfinnede tun er for få år siden vendt tilbage til danske farvande efter at have været en meget sjælden gæst i mere end 50 år. Blåfinnet tun er en af de største og hurtigste fisk i havet og en af verdens mest eftertragtede fisk.
DTU Aqua undersøger tunens tilstedeværelse i danske farvande, og hvorfor den er kommet tilbage efter at have været væk så længe. Vurderingen er, at der omkring 50.000 tun i danske farvande fra slutningen af august og ind i september.
Claus Sørensen deltager aktivt i DTU Aquas mærkningsprojekt, som skal hjælpe med at kunne besvare spørgsmålene:
- Hvorfor kommer blåfinnet tun til Danmark om sommeren?
- Hvorfor forsvandt den for flere årtier siden?
- Hvad kan vi gøre for at sikre, at den kommer igen fremover?
Ifølge Claus Sørensen er der mærket 500-600 tun, heraf 175 i år. Tunene kommer tilbage i vandet, når de er blevet mærket.
De tun, som er blevet mærket, er ifølge Claus Sørensen mellem 220 og 295 centimeter lange. Derfor fandt han det særdeles interessant, at tunen på stranden ved MARTEC på Kragholmen tilsyneladende kun var lidt over 100 centimeter.
Straks efter arbejde mandag aften satte han derfor kurs mod tunfisken på stranden i Frederikshavn. Forsynet med lommelygte og måleband konstaterede Claus Sørensen, at den døde tun er cirka 230 centimeter.
- Derfor er den desværre ikke noget specielt. Den lugtede også på lang afstand. Jeg tror, den har været død i mindst en måned. Havet tager den nok ud igen, eller også bliver den liggende og rådner helt, siger Claus Sørensen.