Gå til hoved-indhold
03. januar 2026 - kl. 19.01

Blackhawks' damer i pokalfinalen efter knusende 17-3 over Copenhagen FC

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Blackhawks' damer overlod absolut intet til tilfældighederne, da de lørdag eftermiddag mødte ligakollegerne fra Copenhagen FC i pokalsemifinalen i Sportscenter Herning. Blackhawks vandt med de knusende cifre 17-3.

På forhånd kunne man have håbet på en tæt indledning, hvor Copenhagen FC med disciplin og hårdt arbejde kunne holde sig inde i opgøret og måske spille sig frem mod en overraskelse. Sådan udviklede kampen sig dog langt fra. Blackhawks satte fra første minut et tempo, som københavnerne ganske enkelt ikke kunne matche.

Allerede i første periode satte Frederikshavn sig massivt på spillet og trykkede Copenhagen langt tilbage på egen banehalvdel. Det resulterede i en regulær magtdemonstration, hvor de effektivt omsatte chancerne og kunne gå til pause med en føring på hele 7-0. Copenhagen havde store vanskeligheder med at spille sig over midten i kontrolleret boldbesiddelse, og kampbilledet var entydigt.

I anden periode fortsatte dominansen. Selvom Blackhawks ikke fik udbytte af et powerplay undervejs, slap de ikke grebet om kampen. Presspillet sad lige i skabet, tempoet blev holdt højt, og føringen blev udbygget yderligere til 12-0 inden den sidste pause.

Tredje periode bød fortsat på et klart spillemæssigt overtag, men intensiteten faldt en smule. Der var ikke helt samme saft og kraft i afslutningerne, og koncentrationen dalede en anelse, hvilket gav Copenhagen mulighed for at komme frem til flere chancer end tidligere i opgøret. Tre af dem blev udnyttet, heraf ét i powerplay, og pyntede på et ellers meget ensidigt opgør.

Med en overbevisende 17-3 sejr er Frederikshavn Blackhawks klar til pokalfinalen mod Benløse, som spilles søndag kl. 11.00 – ligeledes i Herning.

- En stærk kollektiv præstation og et tydeligt signal om, at de er klar til at tage det sidste skridt, konkluderer sportschef Thomas Lodberg, Frederikshavn Blackhawks.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...