Mere end 100 deltog i Hjerteforeningens nytårsmarch i Sæby
Mere end 100 veloplagte mennesker mødte nytårsdag op til årets første gåtur rundt på Hjertestierne i Gybels Plantage i Sæby. Turen er for mange blevet en tradition og en god måde at starte det nye år.
Formand for Hjerteforeningen Sæby, Tove Hanghøj, bød hjerteligt velkommen til de mange fremmødte og fortalte kort om, hvad der er i vente af arrangementer i Hjerteforeningen i Sæby i 2026.
Her blev blandt andet nævnt, at Hjerteforeningen i Sæby i år kan fejre 40-års jubilæum. Hun kunne også fortælle, at man får en spændende gæst til årets generalforsamling, nemlig hjertekirurg og forsker ved Aalborg Sygehus, Benedict Kjærgaard.
Benedict Kjærgaard er landets førende specialist indenfor behandling af underafkølede patienter med hjertestop og er blandt de læger, der har gjort en uvurderlig forskel i nogle af de mest dramatiske redningsaktioner i nyere tid, blandt andet ved bådulykken i Præstø i 2011, hvor han var med i genoplivningen af flere unge mennesker, der havde fået hjertestop i det iskolde vand.
Benedict Kjærgaard er en yderst engageret og samtidig jordnær og intens fortæller, som foreningen glæder sig meget til at byde velkommen.
Nytårsmarchen blev nydt i det klareste vintervejr, og som vanligt afsluttedes turen med hyggesnak og ønsker om et godt nytår samt en kop varm kaffe eller kakao.





































