Blues med hjerte og smerte i Maskinhallen
Torsdag aften gæstede Nello & The Helping Hands Maskinhallen. Gruppen består af Niels Nello Mogensen (bas og vokal), og de hjælpende hænder er Ronni Boysen (guitar), Rasmus Stenholm (orgel) og Mads D. Andersen (trommer). Alle er de garvede musikere med et fornemt katalog over de sammenhænge, de har spillet i.
Selvom blues ofte kan virke indadvendt, var der ingenlunde tale om det denne aften, hvor musikerne tydeligt demonstrerede, at de hyggede sig på scenen.
Bandet lagde ud med et frisk up-tempo nummer, hvor publikum skulle råbe gensvaret "Hey baby". Så var der temposkift til en langsom sang om kærlighedens kvaler, hvor Nello undervejs gestikulerede for at understrege sangens indhold. Her blev der også plads til en glimrende bassolo.
Dernæst blev der lagt et rullende latinamerikansk clavesinspireret rytmetæppe over ”Lawman Blues”, hvor Rasmus Stenholm fik lejlighed til at demonstrere sine evner på hammondorglet. I det hele taget var der stor variation over aftenens numre.
Som Nello fortalte, så er de fleste bluesnumre er bygget op over Three chords and the truth, men den formel blev afveget på ”Two-time woman”, der kun var bygget op omkring en enkelt akkord og med en en snert af Canned Heats’ ”On the Road Again”. Også her var orglet i fokus, men der var i alle numre også plads til Ronni Boysens forrygende guitarspil, Ingen bluesaften uden heftige guitarsoloer, og dem leverede Ronni Boysen en perlerække af på sine to guitarer.
På Bo Diddleys klassiker ”Mona” fik Mads Andersen så lejlighed til – efter at have tæsket rytmen løs på gulvtam-tammen – i en solo at vise, hvilken formidabel trommeslager han er. Det fik han også mulighed for på ”We’ve Had Our Fun If We Go To Hell Tomorrow”
Jimmy Smith’s ”Blues for J” og ”Butter Boogie” var et fine instrumentalnumre.
Der var tydeligt, at bandet er godt sammenspillet, og der var præcision over leveringen af sangene. Nello Mogensens vokal stod stærkt og krystalklart i lydbilledet, og han fik fint præsenteret scenen for indholdet af sangene, der jo som stort set alle bluessange er om hjerte og smerte, kvaler og sorger af alle slags – således også om Nellos egen komposition ”Kitty Kitty Cat, Come Home” om hans egen kat, som han måtte have aflivet.
Aftenen sluttede med en smuk følsom udgave af Elmore james’ ”The Sky is Crying” indledt af en flot bassolo.
