Gå til hoved-indhold
06. december 2024 - kl. 00.12

Børnehuset Trindelvej i Skagen anbefales lukket

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Børnetallet i Skagen er faldende, og der er brug for færre børnehavepladser. Administrationen i Frederikshavn Kommune indstiller, at Børnehuset Trindelvej lukkes, og derudover sammenlægges Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet.

I 2025 vil der i gennemsnit være behov for 126 børnehavepladser og 40 vuggestuepladser i Skagen. I de måneder, hvor der er flest indmeldt, vil der være behov for 150 børnehavepladser. I 2024 er der en kapacitet på 178 børnehavepladser og 46 vuggestuepladser.

Kvaliteten er særlig sårbar i børnehuse med mindre end 30-40 pladser. I Skagen er der tre institutioner med omkring 25 børn i hver. Det betyder, at flere ressourcer bruges på at dække åbne- og lukkevagter, hvilket resulterer i færre medarbejdere til det pædagogiske arbejde i løbet af dagen. Lige nu tilføres ekstra medarbejdertimer udover, hvad børnetallet normalt ville kræve, for at sikre en stabil drift.

Efter lukningen af Børnehuset Trindelvej vil der fortsat være plads til børnehavebørnene i de andre børnehaver i Skagen. Samtidig vil der mangle nogle få pladser til børn i alderen 0-2 år, som dagplejen eller Vuggestuen Regnbuen skal kunne modtage. Det vurderes, at der i Regnbuen er mulighed for at foretage mindre ændringer af de fysiske rammer, så vuggestuen kan få flere pladser.

Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet ligger på samme matrikel, men fungerer som to separate enheder. Den nuværende pædagogiske leder af Regnbuen er midlertidigt ansvarlig for begge institutioner. Ved at sammenlægge de to institutioner er der potentiale for at øge samarbejdet og driftsmæssige fordele.

Medarbejderne i de to enheder er positive overfor en sammenlægning af Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet.

Medarbejderne i Børnehuset Trindelvej er derimod uforstående over, hvorfor det er deres institution, der står til lukning. Kommunen har lavet en analyse, som viser, at en alternativ lukning af Børnehaven Mattisborgen vil betyde, at der kommer til at mangle 13 børnehavepladser på årsbasis.

Økonomiudvalget drøfter sagen i næste uge.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...