Borgmester om salg af det gamle slagteri i Sæby: - Det er en god dag
På sin tredjesidste dag som borgmester i Frederikshavn Kommune glæder Karsten Thomsen sig over, at det nu er offentliggjort, at Danish Crown har indgået en betinget aftale om salg af det gamle slagteri i Sæby.
- Jeg er rigtig glad for, at det nu ser ud til, at der i nærmeste fremtid sker noget på det gamle slagteri i Sæby, udtaler Karsten Thomsen til Kanal Frederikshavn.
Han har haft kendskab til forhandlingerne mellem Danish Crown og køber i flere måneder, og derfor glæder det ham, at nyheden nu er ude.
- Jeg er sikker på, at den kommende borgmester (Jon Andersen, red.), det kommende byråd og kommunens administration vil gør alt for, at det kommer til at lykkes - til glæde for sæbynitterne og Frederikshavn Kommune, siger Karsten Thomsen.
Han har været tillidsmand på slagteriet i Sæby i 27 år, så stedet har naturligvis en særlig betydning for borgmesteren.
- Sæbynitterne bliver glade, når de slipper for at se på de tomme bygninger og i stedet for kan se, at der nu snart begynder at ske noget i området, udtaler Karsten Thomsen.
Ligesom pressechef Jens Hansen, Danish Crown, løfter borgmesteren hverken sløret for køberen eller projektets indhold.
- Jeg kan kun sige, at det er meget positivt ud for det, jeg har set og hørt.
Aftalen er betinget, fordi flere ting skal lykkes, inden køberne kan realisere deres drømme. Det kræver blandt andet velvilje hos Frederikshavn Kommune.
- Vi kommer til at gå aktivt ind i det, så bygherre når i mål, lover Karsten Thomsen.




































