Gå til hoved-indhold
29. september 2016 - kl. 04.09

Borgmester tilbyder politi gratis husly i Skagen

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Borgmester Birgit Hansen (S): - Skagens beliggenhed gør, at det er et problem, at der ikke er fast politi i byen.
  • 4 af 4
    Borgmester Birgit Hansen (S): - Skagens beliggenhed gør, at det er et problem, at der ikke er fast politi i byen.
Af: Michael Frederiksen

For otte år siden var der en politistation med 20 betjente i Skagen. I dag er der en nærpolitistation med tre betjente, men snart er det slut med fast politi i Danmarks nordligste by.

Som frygtet vil Nordjyllands Politi nedlægge nærpolitistationen i Skagen. Den besked fik borgmester Birgit Hansen i går på et møde med politidirektør Elsemette Cassøe. Men borgmesteren gør modstand.

- Skagens beliggenhed - langt fra lokalstationer og med kun én vej til og fra - gør, at det er et problem, at der ikke er fast politi i byen. Det betyder jo, at ingen patrulje lige kommer forbi. Det vil skabe utryghed hos de fastboende og vores turister, påpegede Birgit Hansen på mødet med politidirektøren.

Hun var hurtig på aftrækkeren og tilbød, at kommunen gerne stiller en lokalitet til rådighed. Det kunne være på rådhuset i Skagen. Nordjyllands Politi har i øjeblikket lejet sig ind på Falckstationen i Skagen.

- Det forslag blev taget godt imod, men der blev ingen garanti givet for fast tilstedeværelse og faste åbningstider, oplyser borgmesteren.

Politidirektøren vil flytte 40 mand fra nærstationer i Nordjylland og placere dem på lokalstationer, blandt andet i Frederikshavn. Elsemette Cassøe har de seneste dage været på rundtur hos de nordjyske borgmestre. I dag skal hun præsentere sin plan for Rigspolitiet.

- Det handler om tryghed - også i vores del af landet. Vi har også krav på meget og synligt politi. Det må politidirektøren gerne gøre rigspolitichefen opmærksom på, ligesom vi kæmper og gør folketingspolitikerne opmærksomme på situationen heroppe, siger Birgit Hansen.

Elsemette Cassøe nævnte ikke døgnbemandingen på politistationen i Frederikshavn på gårsdagens møde med Birgit Hansen.

- Konklusionen må derfor være, at den ikke er i spil. Denne runde handler om nærpolitistationerne i Nordjyllands Politikreds, vurderer borgmesteren.

Samtidig med strukturændringerne og nedlæggelse af nærpolitistationer lægger ledelsen i Nordjylland op til forpligtende samarbejde omkring lokale behov.

- Et eksempel kan være uge 29 i Skagen. Og ved aktuelle problemer. Det kan være narkoindsats, tyveri og lignende, der kommer i bølger. Der vil politiet være ekstra tilstede. Den dialog indgår vi altid gerne i. Vi ved nemlig noget om kommunen, og det gør lokalpolitiet også, pointerer Birgit Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...