Byrådsmedlem har meldt sig ud af Dansk Folkeparti
OPDATERET KL. 16.30: Dansk Folkeparti er ikke længere repræsenteret i Frederikshavn Byråd. Partiets eneste byrådsmedlem, Flemming Rasmussen, har meldt sig ud af DF.
Også Dansk Folkepartis tidligere gruppeformand Carsten Sørensen, der i dag er 1. suppleant i byrådet, har forladt partiet.
Udmeldingerne kommer få dage efter, at Dansk Folkeparti præsenterede Thomas Hjort som ny spidskandidat til kommunalvalget næste år.
Flemming Rasmussen oplyser til Kanal Frederikshavn, at det netop er torsdagens opstillingsmøde, som får ham til at smække med døren. Her blev Flemming Rasmussen, Carsten Sørensen og folketingsmedlem Bent Bøgsted kørt ud på et sidespor af den siddende bestyrelse. Det kulminerede, da et flertal besluttede en partipolitisk opstilling til kommunalvalget næste år. Det vil sige, at det - uanset antal personlige stemmer - er øverste kandidat på listen, som snupper partiets første mandat og så videre.
- Det hører jo kommunismen til. Det vil jeg simpelthen ikke være med til, så allerede torsdag aften besluttede jeg at melde mig ud af partiet. Det blev ikke til meget søvn den nat, siger Flemming Rasmussen til Kanal Frederikshavn.
Thomas Hjort blev valgt som DF's spidskandidat, mens Flemming Rasmussen måtte tage til takke med en placering som nummer fire på listen. Ifølge Flemming Rasmussen var alt aftalt på forhånd.
- Det var pinligt at være med til. Jeg ønsker absolut ikke at deltage i sådan noget, pointerer han.
For Dansk Folkeparti er det kulminationen på en stor nedtur i Frederikshavn Kommune. I perioden fra 2014-2017 havde partiet fire byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune. Det blev reduceret til to ved kommunalvalget i 2017. Tidligere på året forlod Kasper Lau byrådet, fordi han flyttede fra kommunen. Han blev afløst af 1. suppleant Lars Oldager, som i mellemtiden var skiftet til Socialdemokratiet. Indtil i dag var Flemming Rasmussen således eneste DF'er i byrådet.
Flemming Rasmussen overvejer nu sin politiske fremtid. Han vil gerne forsætte i byrådet - også efter næste års kommunalvalg.
- Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Der er flere muligheder. Vi kan lave en lokalliste eller melde os ind i et andet parti. I givet fald bliver det hverken i Socialdemokratiet eller Venstre, men alt der imellem, fortæller Flemming Rasmussen.