Decentralisering – fortid eller fremtid?

Grundsubstansen i alle disse værdiord er en tillid til, at brugerne af offentlige tilbud og deres repræsentanter i bestyrelser sammen med medarbejderne i de decentrale institutioner var dem, der bedst kunne finde de mest ideelle løsninger i dagligdagen. På skolerne. I daginstitutionerne. På ældrecentrene og i hjemmeplejen.

Kompetencer skulle uddelegeres. Man skulle have frihed til at handle – naturligvis indenfor de givne lov- og arbejdsmiljøbestemmelser. Man skulle selv disponere over sine indkøb – under budgetansvar, naturligvis. Have mulighed for at budgettere over flere år, med adgang til at overføre ikke forbrugte midler til fremtidige investeringer – dog med et ansvarligt loft over hensættelserne.

Det skulle være spændende at sidde i en skolebestyrelse eller i en børnehaves bestyrelse. Kommunalt nedsatte råd skulle have kompetencer som andet end et gummistempel for allerede vedtagne beslutninger. Der skulle løbende være et tæt samarbejde med den kommunale myndighed, men som udgangspunkt skulle det være undtagelsen, at man kommunalt greb ind overfor de mange sprudlende ideer, denne frihed skabte. Centralt vedtagne dekreter og vejledninger skulle begrænses til et minimum.

Det kom langt hed ad vejen til at fungere – i det mindste i den gamle Sæby Kommune som undertegnede i kraft af mange års byrådsarbejde kom til at kende til.

Vi blev bannerførere på B/U området og blev i en årrække kommunen, hvor andre kom valfartende til for at lære af vores erfaringer. Ældreområdet fik et løft, hvor alle decentrale plejehjem fik en kraftig opdatering – såvel bygningsmæssigt som kvalitets- og indholdsmæssigt.

Afgørende ændringer kom med kommunesammenlægningen og harmoniseringen – og med den gradvise centralisering - ikke mindst fremskyndet af dårlig økonomi. ”New Public Management” blev tidens løsning. Centrale arbejdsgange – kontrol – topstyring ned i selv små detaljer.

Frihed til selv at handle lokalt blev inddraget eller begrænset – og med den forsvandt en stor del af den lyst og det engagement fra borgere og personale, der tidligere gjorde ting muligt med selv begrænsede midler.

Resultatet ser vi i dag med flere skrækeksempler – senest ved Kurt Christoffersens erfaringer med noget så banalt som en støvsuger til hjemmeplejen.

Måske skulle vi forsøge os med tillid til at brugerne og deres pårørende i samarbejde med personalet kunne løse de mest banale problemer – og så vi som politikere sammen med den administrative ledelse kunne koncentrere os om det overordnede, der jo er kompliceret nok: rekruttering af fagligt personale og nedbringelse af et alt for højt sygefravær.

I SF vil vi ikke lægge ved på det bål, der vil tilbagerulle kommunesammenlægningen – det løb er for længst kørt.

Vi vil heller ikke påstå, at decentralisering er den endegyldige løsning på de problemer, vi står i. Det kræver også god ledelse og gode normeringer. Men erfaringerne fra det gamle Sæby var, at decentraliseret drift ikke kostede ekstra i forhold til centraliseret drift – men ofte i tilgift giver øget arbejdsglæde og dermed en bedre ydelse.

Men vi skulle måske overveje om decentralisering kun var fortidens løsning – eller måske også kunne være en del af fremtidens?