Dyrkede orkidéer til Prinsesse Dianas bryllup
Michael Tibbs dyrkede orkidéer til Prinsesse Dianas brudebuket, og hollænderen har også dyrket orkidéer, som Dronning Elizabeth har lagt navn til. I denne weekend deltager Michael Tibbs for første gang nogensinde i Bangsbo Blomsterfestival i Frederikshavn.
- Folk er meget imponerede og interesserede. De er ikke klar over, at der er så mange forskellige slags orkidéer. Det har virkelig været en stor oplevelse indtil videre. Jeg elsker dette område. Jeg har aldrig været heroppe før. Haven er spektakulær, og jeg kommer helt sikkert igen næste år, sagde Michael Tibbs i en direkte udsendelse lørdag formiddag, som blev sendt på Kanal Frederikshavns Facebook.
Han har skrevet 15 bøger om orkidéer og er internationalt anerkendt for sin store viden og dygtighed. Han er for nogle år siden flyttet til Vissenbjerg på Fyn, hvilket muliggjorde besøget i Frederikshavn.
Udsendelen begyndte med indvielsen af Bangsbo Botaniske Haves nye område på 15.000 kvadratmeter, Danmarks Vilde Planter. Her holdt blandt andre direktør Morten Kock, Spar Nord Frederikshavn, tale.
- Hvor er det fantastisk, at vi her i Frederikshavn har en smuk oase i form af Bangsbo Botaniske Have. Her kan vi tage gæster med ud og prale af, at sådan noget har vi også i Frederikshavn. Her kan vi gå en tur med vores elskede i hånden, nyde roen og kun have øje for hende eller ham. Men indvielsen af Danmarks Vilde Planter kan gåturen nu blive lidt længere, sagde Morten Kock.
Han repræsenterede Spar Nord Fonden, som har støttet Danmarks Vilde Planter med 200.000 kroner. Derudover har Bangsbo Botaniske Have fået to millioner kroner af A.P. Møller Fonden.
Borgmester Birgit S. Hansen roste Bangsbo Botaniske Haves mange frivillige kræfter. Det kan andre lære af.
- Vi skal have aktiveret civilsamfundet endnu mere i fremtiden. Det herude er et mønster eksempel. Frederikshavn Kommune kan slet ikke løfte opgaven, men det kan de mange frivillige - med hjælp fra private virksomheder og kommunen. De gør virkelig en forskel, roste borgmesteren.
Udsendelsen varede i to timer og bød på interviews med over 20 personer, blandt andet en svensk gæst, som besøgte Bangsbo Blomsterfestival for 17. gang sammen med sin mand. De havde ikke bare hænderne fulde med planter. De medbragte også en trækvogn, som blev fyldt flere gange med blomster og planter.
Flere af plantesælgerne lagde ikke skjul på, at Bangsbo Blomsterfestival er årets mest velorganiserede og hyggeligste havemarked.