Gå til hoved-indhold
112
06. maj 2024 - kl. 09.05

Eftersøgning af dykker i farvandet ud for Skagen er indstillet

  • 1 af 1
    Dykkeren blev meldt savnet lørdag aften. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

Eftersøgningen af den dykker, som siden lørdag aften har været meldt savnet i farvandet ud for Skagen, er indstillet.

Skagen Redningsstation har i løbet af weekenden ledt efter en midaldrende dykker, som snart har været væk i tre døgn. Manden blev meldt savnet lørdag aften, og politiet har endnu ikke positivt nyt.

- Han er ikke fundet. Der er blevet ledt, men uden noget resultat, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi René Kortegaard mandag morgen til TV2 Nord.

Dykkeren forsvandt ud for kysten ved Skagen lørdag kort før klokken 20.00.

- Der er tale om en mand født i 1967, der forsvinder under dykning ved et vrag, som ligger en times sejlads fra Skagen, lød det søndag fra René Kortegaard, der desuden fortalte TV2 Nord, at manden var ude at dykke med flere andre ved et vrag.

Det var dem, der slog alarm, efter manden ikke dukkede op efter endt dykning.

Eftersøgningen af dykkeren blev varetaget af Joint Rescue and Coordination Center (JRCC), som hører under Søværnet. De står for at koordinere operationer, hvis nødsituationer opstår i luftrummet eller på havet.

Pressesektionen oplyste søndag til TV 2, at de har indstillet eftersøgningen af manden.

- Da han bliver meldt savnet, er der indikationer på begrænset ilt, koldt vand, og det er langt ude. Efter fem timers søgning og intet held, så er formodningen, at han er omkommet, oplyser vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.

Efter myndighederne afsluttede eftersøgningen hen over natten til søndag, har nogle af dykkerkammeraterne til den midaldrende dykker på eget initiativ spurgt, om de selv må lede videre.

Mandens pårørende er underrettet.

TV2 Nord kunne lørdag aften fortælle, at to redningsbåde var gået i aktion i området, og at der blev søgt efter personen på et område, som ligger næsten halvvejs til Sverige.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...