En af de mest markante lokalpolitikere på Læsø stopper i kommunalbestyrelsen
Karsten Skov Petersen (DF), en af de mest markante lokalpolitikere på Læsø i dette årti, har meddelt borgmester Niels Odgaard (C), at han ønsker at udtræde af kommunalbestyrelsen.
Udtrædelsen skyldes varetagelsen af jobmæssige funktioner, der ikke giver Karsten Skov Petersen mulighed for at beholde folkeregisteradresse på Læsø, og derfor er han ikke længere valgbar til kommunalbestyrelsen.
- Jeg har gennem en årrække været ferieafløser på Læsøfærgen, men der kan man åbenbart ikke mere bruge mig, selv om jeg har sejlet, siden jeg var 16 år. I stedet har jeg fået job på havnerundfarten i København, fortæller Karsten Skov Petersen til TV2 Nord.
Karsten Skov Petersen er valgt til følgende stående udvalg i Læsø Kommune for indeværende valgperiode:
- Økonomiudvalget
- Teknik- og Havneudvalget
Han er desuden formand for Færgeudvalget.
Ole Lind er 1. suppleant, men Læsø Kommune konstarerer ved et opslag i folkeregisteret, at Ole Lind ikke længere er valgbar, og det er derfor stedfortræderlistens nummer to, Lise-Lotte Christine Steneborg, der indkaldes som afløser for Karsten Skov Petersen.
Kommunalbestyrelsen drøfter sagen onsdag aften.
Karsten Skov Petersen blev især kendt som en af øens største personlige stemmeslugere ved kommunalvalget i 2021, hvor han blev valgt ind for Det Konservative Folkeparti og senere blev viceborgmester.
Karsten Skov Petersen arbejdede aktivt for at styrke de konservatives tilstedeværelse på Læsø og var med til at etablere en lokal konservativ vælgerforening på øen.
I 2023 forlod han Det Konservative Folkeparti og fortsatte en periode som løsgænger i kommunalbestyrelsen. Senere samme år meldte han sig ind i Dansk Folkeparti, blandt andet fordi partiet støttede hans synspunkter om naturpolitik og lokale forhold på Læsø. Han har især markeret sig i debatten om naturnationalparker og udviklingen af øens færgedrift.
Selv om Karsten Skov Petersen forlader politik, beholder han sin base på Læsø, hvor han har boet i 17 år.
- Jeg agter at opholde mig lige så meget på Læsø som før. Men forudsætningen for at kunne bo i København de dage, hvor jeg er på job, er, at jeg flytter min folkeregisteradresse dertil, oplyser Karsten Skov Petersen til TV2 Nord.




































