Energipark sendes tilbage i udvalg: Som at købe 100 liter is uden at have en fryser
Et 379 hektar stort område ved Søholt, nordøst for Østervrå, bliver ikke i første omgang udpeget som statslig energipark. Et enigt byråd besluttede i denne uge at sende sagen tilbage i Plan- og Miljøudvalget.
- Den skal tilbage i udvalget, så vi sikrer borgerne i området borgerinddragelse. Det har vi vi lovet dem, sagde Peter E. Nielsen, formand for Plan- og Miljøudvalget.
Center for Teknik og Miljø indstillede, at administrationens svarskema blev godkendt og sendt til staten i forhold til en eventuel udpegning af statslig energipark ved Søholt.
Den indstilling var der flertal (S og SF) for, da Økonomiudvalget behandlede sagen. Peter Sørensen og John Lamp Henriksen (begge C) stemte dog imod. Det skete med denne bemærkning:
"Så længe vi ikke møder større forståelse for vores fremtidige el-infrastruktur fra Christiansborg, mener vi, at vi må afvente yderligere udlægning til solceller og vindmøller."
I byrådet havde S og SF skiftet mening. Nu var der enighed om, at sagen skulle tilbage i Plan- og Miljøudvalget.
- Vi har allerede udlagt tre områder til statslige energiparker, så dette forslag kommer som en tyv om natten, mente Peter E. Nielsen.
Venstre er ikke repræsenteret i Økonomiudvalget, men Mette Hardam var ikke i tvivl om partiets holdning, når det gælder Søholt Energipark.
- Vi har misset borgerinddragelsen fra start, så vi er glade for, at der er blevet lyttet til vores bekymring, sagde Mette Hardam.
Jens Nygaard (DD) udtrykte sig i et sprog, der var nemt at forstå.
- Det er tudetosset at placere en energipark et sted, hvor man ikke har mulighed for at transportere strømmen væk. Det vil svare til, at man køber 100 liter is og først bagefter finder ud af, at man også skal købe en fryser, udtalte Jens Nygaard.
John Lamp Henriksen pointerede, at Det Konservative Folkeparti bestemt er for den grønne omstilling i Frederikshavn Kommune.
- Men det giver ikke mening, at vi ikke styrer processen bedre, end vi gør. Vi vil være sikre på, at vi kan flytte og udnytte den producerede strøm, hvorhen behovet er – og det er vi i tvivl om, vi kan i fremtiden, fordi Christiansborg ikke har planer om at lægge 400 kV-kabler i Vendsyssel og i Frederikshavn Kommune. Vi skal bruge de 400 kV-kabler for at få fuld udnyttelse af vores producerede strøm både til os borgere og til vores erhverv, understregede John Lamp Henriksen.
Han er klar over, at der fra flere sider - både lokalpolitisk og i erhvervet - arbejdes hårdt på at bearbejde Christiansborg til også at forsyne Frederikshavn Kommune med den nødvendige statslige el-infrastruktur.
- Indtil dette lykkes, synes vi ikke, at det giver mening at udpege Søholt til statslig energipark.
Løsgængeren Lone Haugaard blev erklæret inhabil i denne sag.