Gå til hoved-indhold
25. juli 2023 - kl. 00.07

Et godt seniorliv i Bangsbo Aktivitetscenter - med hænderne på leret

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

- Det er noget godt noget det her, det kan jeg godt sige dig, siger Elsebeth Christiansen med et glimt i øjnene samtidig med, at hun arbejder med hænderne på leret i Bangsbo Aktivitetscenter.

Elsebeth Christiansen er en af de 12 kvinder, der hver tirsdag mødes om deres fælles interesse for arbejdet i ler i aktivitetscentret. Deltagerne er fra 69 til 85 år.

- Men alder er ikke vigtig, og det er den enkeltes erfaringer og baggrund heller ikke. Det er derimod fællesskabet om det, vi mødes omkring, siger anden bruger, Birthe Pedersen.

Brugerne forklarer, at der samtidig er en særlig atmosfære på holdet, ja, hele aktivitetscentret, hvor der er plads til alle. Her er ingen kliker. Og er nogen ramt af sygdom eller dødsfald i familie eller omgangskreds, er der omsorg for den enkelte.

- Det er noget af det, der gør det så særligt, siger Elsebeth og Birthe samstemmende.

- Vi er jo ikke helt unge mere, og derfor har vi også brug for nærvær og omsorg, supplerer Solveig Stenbakken, der har været med på holdet i cirka halvandet år.

For hende er det arbejde, personalet i Bangsbo Aktivitetscenter gør, helt unikt. Det er ikke bare keramikken, de har fokus på, men det vigtige fællesskab, som gør tirsdagskeramikken til et "must".

Spørger man aktivitetskoordinator i Bangsbo Aktivitetscenter, Lisbeth Knøsen, er det da også for hende helt centralt, at deltagerne går hjem med meget mere end et fint produkt.

- Et aktivt seniorliv handler om at skabe mening og danne nye relationer, og derfor er det så vigtig for os i kommunes aktivitetscentre at tilbyde fællesskaber for alle i vores målgruppe, understøtte en god atmosfære samt udfordre og tanke deltagerne op på deres nysgerrighed og engagement, mener Lisbeth Knøsen.

Aktivitetscentrets målgruppe er seniorer på efterløn og pensionister i alle aldre. Overgangen fra arbejdsliv til et hverdagsliv uden arbejde, kollegaer og faste rutiner skaber behov for en anden struktur, at man finder nye fællesskaber, hvor man mødes omkring "noget", der giver mening for den enkelte. Bangsbo Aktivitetscenter ønsker derfor netop at være et åbent mødested for efterlønnere og pensionister, hvor trivsel og livsudfoldelse får næring.

Selvom Elsebeth Christiansen er en aktiv kvinde, vil hun helst ikke undvære tirsdagskeramikken. Det er den fine cocktail af fordybelsen i leret, nysgerrighed efter at prøve nyt og et samvær med grin og hjælpsomhed, der nærmest gør tirsdagen "hellig" for hende.

Bangsbo Aktivitetscenter, L. P. Houmøller Vej 54 i Frederikshavn er ét af otte aktivitetscentre i Frederikshavn Kommune, som er målrettet efterlønnere og pensionister. Alle i målgruppen er velkommen.

Hvis du vil høre mere om Bangsbo Aktivitetscenter, er du velkommen til at kigge forbi, ringe til aktivitetscentret på telefon 2335 8719 og følge med på Facebooksiden Bangsbo Aktivitetscenter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...