Fællessang i Det Musiske Hus: Sang skaber trivsel og glade hjerter
Musikskolen indbyder tirsdag 28. november kl. 17.00 sammen med aktivitets- og træningscentrene for borgere med demens - Ingeborghus, Havkærhus og Hybenhus i Frederikshavn, Sæby og Skagen - til et stort fælles fyraftens-syng-sammen-arrangement, for familie, venner og andre sangglade hjerter.
Alle er velkomne denne sene eftermiddag i Det Musiske Hus i Frederikshavn, hvor sangkorene Ingeborghus Demenskor, Frederikshavn Seniorkor, Sæby Gospelkor og ungdomskoret Vox Øst i fællesskab træder op og synger for. Det gør de under overskriften: "Sang skaber trivsel og glade hjerter".
Fyraftensarrangementet er resultatet af et tæt samarbejde mellem Musikskolen og kommunens aktivitetscentre, der blandt andet har affødt et brugerkor på Ingeborghus aktivitets- og træningscenter for borgere med demens.
- Demenskoret fra Ingeborghus glæder sig utroligt meget til at optræde for og synge sammen med andre sangglade borgere denne dag. I det daglige bruger vi jo korsang som en del af den daglige træning for demensramte borgere og som en fællesskabsskabende aktivitet. At opleve dét sammen med andre borgere i en rigtig koncertsal er noget, vi har drømt om i lang tid, udtaler leder fra Ingeborghus, Annette Weesgaard.
Souschef Lasse Bomann, Musikskolen, udtaler videre:
- Det er dejligt at synge sammen med andre. Det ved vi i Musikskolen, og vi ved, at et aktivt liv med musik giver livsglæde. Vi sætter derfor meget stor pris på muligheden for at kunne lave aftener som disse sammen med aktivitetscentrene og nogle af vores forskellige musikskolekor med både unge og gamle.
Alle er velkomne til arrangementet, og der er gratis entré.