FDF landslejr 1972: Stor skuffelse, da Sessan-færgen ikke blev belønnet

Frederikshavn Station (den gamle, der lå cirka der, hvor biblioteket i dag ligger) syder fra morgenstunden af aktivitet og glade drengestemmer, bekymrede mødre strækker hals for lige at få et sidste glimt af deres ”små drenge” og måske komme med de sidste formaninger.

Det er jo en stor ting, når lille Peter skal være på egen hånd i hele 10 dage. En mor har været så snu at gemme lidt ekstra lommepenge i drengens toiletsager, for på den måde at se hvor meget eller hvor lidt toilette, der bliver gjort på lejren.

DSB har indsat specialtog, som kører ned gennem Jylland. Det var dengang, de kunne finde ud af at køre med tog. Vi stopper mange steder, der er mange drenge, der skal på lejr. På Svejbæk Station, som er vores endestation, bliver toget standset af en gruppe indianere. Heldigvis er de venligtsindede og tilhører en stamme, der også skal på lejr.

Vi skal nu, med fuld oppakning, gå det sidste stykke vej til lejrpladsen.  Et smalt stykke af Julsø skal også forceres. Forsvaret har på stedet anlagt en pontonbro, og vi får nøje instrukser om ikke at gå i takt over broen. Det ville få fatale følger.

Et hold ledere har været af sted weekenden før lejren. To lastbiler har kørt den adskilte færge til lejrpladsen, og et hold er blevet hele ugen og har fået samlet færgen, og den står nu helt klart til at modtage de mange drenge fra Kreds 2 i Frederikshavn. Søværnet har lånt os hængekøjer, og der er blevet etableret sovesal med hængekøjer i 2 etager i det meste af skibet. I stævnen er der lavet en messe, hvor lederne holder til.

Nu har vi et sted at sove, men uden mad og drikke dur helten som bekendt jo ikke, så et større arbejde med at etablere en lejrplads med borde til at lave mad på og spise ved går i gang. De bliver lavet af rafter og tovværk. Ikke noget med søm og skruer. Madlavningen foregår over åben ild.

Nu er lejren i gang. Vi har tag over hovedet og lejrpladsen er etableret, vi kan lave mad, og alle har fået tildelt en hængekøje, og vi kunne egentlig gå til ro. Men stop, stop, ikke endnu, for ingen sommerlejr uden lejrbål. Selve bålet er jo hyggeligt i sig selv, men for de, der ikke ved det, består en sommerlejrs lejrbål af sang, musiske indslag, sketches og højtlæsning.

På landslejren er der nogle dage et stor fælles lejrbål, hvor alle lejrens deltagere er med. Her bliver landslejr føljetonen “Døden fra Nokkebølle - og den uheldige gangster” læst op. Noget, alle ser frem til med stor glæde.

Historien er en humoristisk gangsterfortælling lidt henefter Olsen Banden og er skrevet af forfatteren Niels Emil Jensen, som for  øvrigt også var præst og FDF-leder i Middelfart. Nokkebølle-historierne startede allerede på landslejren i 1962, og ved hver lejr kommer en ny historie. En rigtig gyser, som hver aften slutter med, at en eller flere af historiens personer kommer i en frygtelig knibe, som så først bliver løst næste aften.

Guf for følsomme drengeører, lige inden man skal til køjs. Foruden hængekøjer havde Søværnet også lånt os redningsveste, som vi ved hvert lejrbål havde på, så alle kunne se, hvor de gale frederikshavnerne fra kreds 2 befandt sig. Andre dage foregår lejrbålet lokalt, men de store lejrbål var nu et hit. De blev ledet af Edvard Nielsen, en festlig københavner, som også var præst, og af en helt anden type end de mere alvorlige og højtidelige præster, vi var vant til fra vores by.

I løbet af lejren havde vi besøg af DR. Det var den legendariske radiovært Elith Nørreholm, som med sit program ”Sommerferiebussen” besøgte lejren, og han besøgte også os. Jeg husker tydeligt den store høje mand, som stod og lænede sig med albuen lagt i et af færgens vinduer. Vinduer, som vi andre skulle anstrenge os for at nå op og kigge ud af. Han interviewede flere lejrdeltagere, og nogle fik lov at komme med pladeønsker og sende en hilsen hjem til familien.

Og hvad sker der så ellers på en landslejr?

Lejrlivet har sin helt faste rytme. Dagen starter naturligvis med morgenvækning, man bliver bogstavelig talt blæst op af et  signalhorn: ”da-da-da-da-da-da-da” osv. . Så er der en biting, morgentoilette og derefter morgenmad. Dejlige havregryn med mælk og sukker, eller måske hvis det går vildt til, cornflakes.

Morgensamling/morgenandagt – FDF er jo en kristen ungdomsorganisation, og utallige præster er udklækket herfra. I kreds 2 er der alene i min tid blevet til i hvert fald en håndfuld stykker.  Efter morgensamlingen ”slippes” drengene fri og kan nu gå til deres selvvalgte interessegrupper.

Her kan man vælge mellem et utal af forskellige aktiviteter, fx keramik, skydning, træsløjd, metalsløjd, elektronik, ridning, svømning, sejllads osv. osv. Her er der så mulighed for at stifte nye bekendtskaber med drenge fra andre egne af landet.

Toiletforholdene? Tja, tror ikke helt man kan kalde det for toiletter. Nogle høje plasticspande med låg blev sat op et afsides sted, og i låget blev skåret et rundt hul. Det var ikke den skønneste fornemmelse at sidde på sådan en fætter. Dels blev man hurtig øm bagi af at sidde på det gennemskårne låg med skarpe kanter, og dels skulle man være noget påpasselig med at spanden ikke væltede. Det skete for en, og han så ikke speciel pæn ud, da han kom tilbage til lejren fra sit toiletbesøg.

I løbet af lejren er der også en udflugtsdag. Her var vi i vores kreds på sejltur på Julsø og besøg på Himmelbjerget. Senere på ugen skal drengene på en 24-timers Hike. Et opgaveløb, hvor de på egen hånd kommer rundt i området omkring Sletten.

Der var udskrevet en konkurrence om den flotteste bolig på landslejren, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi nok havde sat næsen ret voldsomt op efter at vinde denne konkurrence. Så skuffelsen var til at få øje på, da vi ved det sidste store fælles lejrbål erfarede, at det ikke var os, men ærkerivalerne fra Frederikshavn 1. kreds, der løb af med sejren. De havde bygget et for os ligegyldigt botårn af rafter og tovværk. Vi var meget forundrede. Og da der senere kom en 35 minutters film om lejren, var vi også temmelig skuffede over, at færgen ikke blev nævnt overhovedet, og det er stadig en gåde for mig.

De 10 dage går utroligt hurtigt, og pludselig er dagen, hvor vi skal hjem, kommet, og det er tid til at bryde op. De mange flotte borde meds videre bygget af rafter brydes ned. Sessan-færgen bliver igen skilt ad og læsset på to lastbiler, og drengene går den ”tunge vej” til togstationen i Svejbæk og tager toget hjem til Frederikshavn.

En god og minderig lejr er til ende, men hvad skete der så med den flotte færge efter lejren? Det får du at høre i næste og sidste afsnit af min historie om Landslejren i 1972.