Feriehusmesse i Sæby Spektrum: Fokus på investeringen i sommerhuse
Feriehusbranchen inviterer lørdag 23. marts private feriehusejere og potentielle investorer til en temadag og dialog for at forvandle deres sommerhuse til indbringende investeringer.
Feriehusmessen er arrangeret af fem førende udlejningsbureauer (Dancenter, Toppen af Danmark, Novasol, Sol & Strand og Feriepartner) med støtte fra Erhvervshus Nord og Frederikshavn Kommune.
Messen afvikles i Sæby Spektrum lørdag 23. marts fra kl. 10:00 til 13:00. Der er gratis adgang for alle tilmeldte.
- De danske sommerhuse er en national skat, og vores kommune har en rigdom af vidunderlige feriehuse, men vi mangler flere til udlejning. Flere feriehuse tiltrækker flere turister, hvilket har en positiv indflydelse på jobskabelse, lokal udvikling og derigennem også huspriserne. Valutakurserne har ændret gæsternes præferencer: Tidligere var vestkysten favorit, men i de senere år har østkysten vundet popularitet på grund af lavere priser, og det skaber vækstpotentiale for vores område, siger erhvervskonsulent Inge Møller Thomsen, Erhvervshus Nord.
Turister i sommerhusene skaber indtægter, jobs og positive udvikling i lokalområdet, og det starter med det enkelte sommerhus og dettes ejer.
Der findes cirka 4500 sommerhuse i Frederikshavn Kommune, og i øjeblikket er under en tredjedel af alle danske sommerhuse ikke tilgængelige for udlejning.
På feriehusmessen sættes fokus på investeringen i sommerhuse, herunder den skattefordelsagtige indtægtskilde, der kan dække reparationer, forbedringer og drift af dit sommerhus. Derudover er der indlæg om bæredygtighed og relevant viden for dig som feriehusejer - sammen med mulighed for dialog med feriehusudlejerne, der står klar til en snak om dit sommerhus, og hvor du får udbetalt 60-70 procent af lejeindtægten.
Herudover præsenteres relevante udstillere med mulighed for faglig sparring og spændende konkurrencer.
Program for messen
- Velkomst af borgmester Birgit S. Hansen
- Oplæg fra statsaut. revisor Tommy Andersen, BDO, om investering i sommerhuse
- Feriehusudlejernes brancheforening deler viden om bæredygtighed i sommerhuse, ny planlov og affaldsdirektiver
- Konferencier Ulla Mosich, formand Toppen af Danmark