Gå til hoved-indhold
19. juni 2024 - kl. 11.06

Folkeskoleelever kigger ind i job og uddannelse på Læsøfærgen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

At skabe interesse og indsigt kan være en del af en langsigtet investering i fremtidens arbejdskraft, og tidlige relationer mellem erhvervsliv og fremtidens arbejdskraft er en gevinst for begge parter. Dette er bevæggrunden hos Orskov Yard og MAN Energy Solutions i Frederikshavn for hver at have adopteret en lokal folkeskoleklasse. Adoptionerne startede i 1. klasse med henblik på samarbejde til og med 9. klasse. Eleverne er på vej på sommerferie i 5. klasse, så projektet er med stor succes cirka halvvejs i forløbet.  

Adoptionsprojektet giver elever, lærere og forældre mulighed for at kigge ind i den pågældende virksomhed og dermed få indblik i de mange spændende job- og karrieremuligheder, der findes indenfor porten. Og jo større indsigt - jo bedre mulighed for den unge, når han/hun står overfor at skulle træffe et kvalificeret uddannelsesudvalg.

Projektet er desuden med til at skabe en anderledes undervisning med kobling af teori og praksis i virksomhedens rammer og understøtter læring via en varieret skoledag. Elevernes personlige og sociale kompetencer bliver sat i spil, og de vil kunne tage indtryk, læring og viden med tilbage i klasseværelset.

De to adoptionsklasser har indtil nu altid besøgt adoptionsvirksomheden hver for sig. Denne gang er overskriften samarbejdet mellem virksomheder og leverandører, hvor omdrejningspunktet er Læsøfærgen, der dokker hos Orskov Yard og sejler med MAN-motorer.

Læringsrummet er Læsøfærgens faciliteter, hvor eleverne besøger broen, maskinrummet, kabyssen og båddækket. Opgaven består i at møde personalet og udforske job ombord, og eleverne interviewer desuden personalet i forhold til arbejdsopgaver og uddannelse. Den viden, eleverne indsamler, skal dokumenteres i små korte videoer.

Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen, der er tovholder på projektet for Orskov Yard og MAN Energy Solutions, er meget begejstret for adoptionsprojektet.

- Besøgene har altid et skolefag inkorporeret, og vi har haft blandt andet dansk, matematik, engelsk og musik på skoleskemaet. Eleverne er nu nået til en alder, hvor vi stille og roligt kan bygge endnu et ben ovenpå nemlig uddannelse, job og personlige kompetencer, udtaler Anette H. Sørensen.

- At træffe et kvalificeret uddannelsesvalg gøres bedst på et oplyst grundlag, og jeg tror, at tidligt bekendtskab med virksomheder og uddannelsesmuligheder er en stor hjælp i forhold til at kunne træffe det kvalificerede valg. I forbindelse med dette besøg er vi enormt glade for samarbejdet og et kæmpe stort engagement fra Læsøfærgen, der har sat alle sejl i forhold til at vise job og uddannelse frem for eleverne, siger Anette H. Sørensen.

Direktør Christina Ørskov, Orskov Yard:

- Faldende årgange og unge, der har svært ved at vælge uddannelse, er medvirkende til, at vi har stort fokus på, hvordan vi får adgang til de medarbejdere, vi i fremtiden har brug for. Vejledning er vigtigt og kan gøres på mange forskellige måder. Det interessante ved adoptionsprojektet er, at de ting, eleverne arbejder med i skolesammenhæng, knyttes til at indgå i den konkrete virkelighed udenfor skolen, og når vi samtidig perspektiverer uddannelsesaspektet, håber jeg, at vi er med til at understøtte eleverne i forhold til vejledning.

Turen til Læsø omfatter også et besøg i Storhaven, hvor der kæles for kaniner, høns og katte samt Læsø Saltsyderi, hvor eleverne sættes ind i saltsyderens arbejde. Eleverne husker især fra dagen mødet med kaptajnen og alt det meget udstyr, som han har på broen og skal holde styr på.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...