Forrygende svensk band med intensitet og nerve

Som opvarmning for aftenens hovednavn spillede Crooked Ballroom Alliance fra Klokkerholm, der dagen før netop havde fået deres første udgivelse, "Meet me midstream", ud på musiktjenesten Spotify. De er fire fyre, Morten på trommer, Lange og Mads på akustisk og elektrisk guitar og vokaler samt Rasmus på harmonika og keyboard.

De selvskrevne numre er overvejende bygget op omkring en akustisk intro, hvorefter de øvrige falder ind, men på "Getting Old" var det dog en særdeles bastant trommerytme, der udgjorde den væsentlige af det friske rockprægede nummer. De to guitarister supplerer fint hinanden vokalt med to stemmer og Rasmus’ harmonika giver numrene et frisk pust. Dog druknede den noget i lydbilledet på flere numre. Bandet slår på, at de spiller poppet folk, hvilket rammer stilen ganske godt.

Aftenens hovednavn, svenske Kolonien, er et familiebaseret band bestående af Anna Möller (violin/vokal) og hendes fætre Erik Rask (bas/vokal) og Arvid Rask (guitar/mandola/vokal) samt Mischa Grind (percussion/vokal). Ved lørdagens koncert i var Erik Rask dog forhindret, og han var til lejligheden erstattet af Linus Hasselberg på guitar.

Det var tydeligt, at Kolonien er et band med holdninger, hvilket allerede fremgik af det første nummer, "Klockorna ringer", der handlede om, hvordan vi kan manipuleres; men som de sang "Alt som har en början, måste också ha en slut", senere fulgte blandt andet "Sammanhang" om at bygge broer og "Instinct" om fuglene, der ikke kender grænser, når de flyver på træk og atter vender hjem til den rede, hvor de blev født. Jo, bandet havde helt klart holdninger til livet og samfundet.

Alt blev serveret med en intensitet, humør og nerve, der ikke kunne andet end at smitte af på publikum, der desværre var alt for fåtalligt til at skabe den helt store koncertstemning.

Det var utroligt at se, hvordan Anna Möller indlevet svingede rundt på scenen og filede løs på sin violin (og indimellem på en 10-strenget violin, en "viola d’amore"), mens Erik Möller lagde bund med baslinjer på sin 6-strengede akustiske guitar med nylonstrenge, Linus Hasselberg lavede elegant fingerspil på sin akustiske og Mischa Grind (med rastahår samlet i en næsten turbanagtig frisure) tæskede løs på hele sit percussionarsenal.

Det var en ren fornøjelse at høre fire så dygtige musikere, der virkelig kunne deres kram. Breaks faldt med millimeterpræcision, og de trestemmige vokale harmonier var en ren fryd at lytte til.

Stilen var helt klart præget af svensk folkemusik, men der var tydelig inspiration fra andre genrer som reggae og fok/rock, som Fairport Convention engang spillede den.

Vikaren Linus havde som betingelse for at tage med på Danmarks-turneen sagt, at han ville have lov at spille et af sine egne numre, og det gjorde han så i en forrygende sydamerikansk inspireret komposition i tæt samspil med Micha Grinds slagtøj.

Bandet sluttede af med et instrumentalnummer skrevet af Anna Möllers far, Ale Möller, Det startede i et pænt hurtigt tempo, men accelererede mod slutningen så til en forrygende hastighed, hvor man dårligt kunne forestille sig at der kunne spilles så hurtigt. En værdig afslutning på en flot koncert.

Som ekstranummer hoppede alle fire ned fra scenen og gav et flot a cappella nummer foran et imponeret publikum.

Det forlød, at det var tredje gang bandet var i Frederikshavn. Jeg har desværre ikke oplevet de to foregående gange, men næste gang de er i byen, skal jeg nok være på pletten – sammen med forhåbentlig mange andre musikelskere.