Fredag med musik og julebryg hos Terminalen1
Hos Terminalen1 i Skippergade satser man på en festlig aften, når J-dag 2022 fredag skydes i gang kl. 20.59. Når de første øl er serveret, går lokale Rewind på scenen og leverer livemusik indtil midnat.
- Vi er klar til at tage mod en masse glade gæster, når sneen falder til tonerne fra Rewind. Rewind er to lokale gutter med et stort hjerte for rockmusikken, og de spiller mange af de kendte sange fra 60’erne og 70’erne. Det er to unge drenge i en gammel sjæl, smiler eventkoordinator hos Terminalen1 Mia Steenberg.
I løbet af aftenen vil der også være en konkurrence for kunderne.
- For hver julebryg man køber medfølger et gratis lod, og der vil blive trukket en vinder kl. 22, 23 og 24, og der vil selvfølgelig være en gevinst til hver vinder, lover Mia Steenberg.
Der er naturligvis også mulighed for et spil bowling eller pool i løbet af aftenen, mens Tuborgs julebryg serveres, ligesom Terminalen1 er også er ejer af et professionelt shuffleboard, som er en slags minicurling.
- Vi har få bowlingbaner tilbage, og vi har powerbowling allerede fra kl. 21.00, hvor vi slukker lyset og giver gevinst for hver strike. Man kan reservere pool og shuffleboard ved at henvende sig på tlf. 98 48 48 95, siger Mia Steenberg.





































