Gå til hoved-indhold
22. august 2025 - kl. 00.08

Frederikshavner har hovedrolle i komedie-gyser, som lørdag har premiere i London

  • 1 af 2
  • 2 af 2
    Frederik Lysegaard: - Jeg har en rigtig dejlig familie og gode venner, som altid har bakket op om det, selvom de ikke altid har forstået, hvad jeg helt præcist har gang i herovre. Foto: Jose Esteve Photography
Af: Michael Frederiksen

Frederik Lysegaard fra Frederikshavn har hovedrollen i komedie-gyseren "Healing Andy", der har premiere lørdag 23. august i Odeon Cinema på Leicester Square i forbindelse med FrightFest 2025.

Frederik Lysegaard flyttede fra Frederikshavn til London for otte år siden.

- Planen var at tage afsted i seks måneder og prøve at bo i en storby. Alle andre var taget til København/Aarhus eller på den klassiske backpacker-tur rundt i verden. Da ingen af de ting talte super meget til mig, tænkte jeg, hvorfor ikke prøve London? Jeg havde aldrig været her før, så det lød spændende, prøve noget nyt, få nogle oplevelser og så tage tilbage til Danmark, fortæller Frederik Lysegaard til Kanal Frederikshavn.

Det blev dog alt andet end et kortvarigt ophold i den engelske hovedstad. 

- Jeg har altid haft en lille drøm om at være skuespiller. Hvordan laver man egentlig en film? Hvad sker der bag scenerne? Det var tanker, jeg havde gået med længe. Så før jeg tog til London, undersøgte jeg forskellige kurser, man kunne tage. Jeg endte med at prøve en uge på Central Saint Martins. Formålet var at se, om det var noget for mig. Det var kun en uges kursus, men det var en af de bedste uger, jeg nogensinde har haft. Jeg kan huske, hvor glad jeg var, hver dag jeg gik hjem fra skolen. Det var som om mit purpose, var blevet fundet, smiler Frederik Lysegaard.

Hans lærer på ugekurset opfordrede den unge frederikshavner til fortsætte og virkelig prøve skuespillerdrømmen af.

- Jeg endte med at bounce lidt rundt i forsøget på at blive mere involveret i den verden. Studenterkortfilm, jeg fandt online, blev til mere "seriøse" kortfilm med større budget, som ledte mig til flere kontakter i industrien. Det ender så med, at jeg lander hos Lee Lomas, en skuespiller-lærer, der kørte ugentlige timer med folk, der allerede arbejdede som skuespillere og brugte de timer til at holde sig varme. Der mødte jeg nogle irske gutter, som var i gang med at producere deres første spillefilm. De endte med at caste mig. Jeg blev virkelig gode venner med dem, og siden da er det gået stærkt opad. Jeg landede min første engelske agent og har nu medvirket i tre spillefilm med den fjerde på vej i oktober - hvor jeg igen har hovedrollen. Jeg har altså haft en masse gå-på-mod, tro på mig selv og været heldig at møde de rigtige mennesker, som tror på mig, siger Frederik Lysegaard.

Du har fået hovedrollen i Healing Andy – hvordan er det gået til?

- Det skete igen ret random. Jeg lavede et lille teaterstykke i Camden, hvor instruktøren til Healing Andy var blandt publikum. Hans kæreste på det tidspunkt var nemlig med i stykket. Der så han mig og syntes, at jeg passede perfekt ind i den idé, han havde. Så han ringede til mig og inviterede mig til en audition.

Hvad er det for en film?

- Det er en komedie/gyser. Den følger Andy, som bliver efterladt ved alteret. Her beslutter min karakter "Holger" at tage sin bryllupsrejse til Italien og lave det til en drengetur. Holger er en influencer, så han vælger at filme hele turen. Filmen undersøger kløften mellem online-personer og virkelighed og blander social satire med genrefortælling i et found footage-format.

Kan du leve af at være skuespiller i London?

- Lige nu er det tjener-arbejde blandet med skuespil. Jeg var noget optimistisk sidste år og sagde mit job op, da jeg landede en rolle i min anden spillefilm. Det gik hurtigt op for mig, at der skal lidt mere til, før man kan gøre det. De kalder det vel "to pay your dues", indtil det bliver muligt at leve af det, fortæller Frederik Lysegaard.

Hans drøm er at leve af at være skuespiller.

- Jeg vil spille roller, som interesserer mig, og som kan inspirere publikum. Jeg vil gerne provokere/vække en følelse i dem, der ser på - ligesom jeg fik dengang, jeg var yngre og var helt oppe at køre på gåturen hjem efter at have været i biografen i Frederikshavn, siger Frederik Lysgaard.

Hvem i Frederikshavn har skubbet til dig, når det gælder denne tilværelse som skuespiller?

- Jeg har en rigtig dejlig familie og gode venner, som altid har bakket op om det, selvom de ikke altid har forstået, hvad jeg helt præcist har gang i herovre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...