Frederikshavnere til tops i historisk padel-turnering
I weekenden blev der for første gang afviklet en større padel-turnering i Vendsyssel, og det var to par fra Frederikshavn Tennisklub, som mødtes i finalen i Hjørring Open.
Der var plads til 16 par i den historiske turnering i Padel Club Hjørring, og det gik stærkt med at melde udsolgt. Syv af parrene kom fra Frederikshavn Tennisklub, og derudover var der blandt andet spillere fra Aalborg, Aabybro, Hjørring og Viborg.
Blandt deltagerne var den tidligere superligatopscorer Søren Frederiksen, som i efteråret 2021 modtog Årets Guld Harald foran Arena Nord i Frederikshavn. Han var makker med sin søn, Emil Frederiksen, som går i sin fars fodspor i superligaklubben SønderjyskE. De sluttede på syvendepladsen efter i kvartfinalerne at have tabt i tiebreak i afgørende sæt til de senere vindere af Hjørring Open, Bjarne Svendsen og Lars Krogsgaard.
I finalen vandt Bjarne Svendsen og Lars Krogsgaard, der også er klubmestre i Frederikshavn Tennisklub, med 7/5, 6/3 over klubkammeraterne Lars Christensen og Michael Frederiksen. Sidstnævnte besejrede i semifinalerne et tredje par fra Frederikshavn Tennisklub, nemlig Jan Pedersen og Peter Christensen.
Der er fire padelbaner i Frederikshavn. Sportshallen på Suderbovej har en indendørs single- og doublebane, mens Frederikshavn Tennisklub har to udendørs doublebaner. Derudover er der et indendørs center på vej i Esbjerggade. Skagen Tennisklub har en udendørs doublebane, og i næste måned åbner Skagen Padelcenter fire indendørs baner: Tre double og én single. Lige inden jul åbnede der desuden en udendørs doublebane ved Sæbe Spektrum.