Frederikshavnerne får nyt stoppested på E45
973X har fået et nyt stoppested i det sydlige Frederikshavn. Stoppestedet hedder E45 v/ Nyholmstrand og ligger, hvor Thodesvej møder E45. Det nye stop har ekstra gode muligheder for cykelparkering, og skal servicere den sydlige del af Frederikshavn.
Det er blevet nemmere at være pendler mellem Frederikshavn og Aalborg. I hvert fald, hvis man bor i det sydlige Frederikshavn og gerne vil tage bussen 973X, som klarer turen Frederikshavn – Sæby – Aalborg på ca. 1 time og 10 minutter.
- Vi oplevede, at der var et behov for et nyt stoppested, som kunne betjene den sydlige del i Frederikshavn. Der bor mange i den del af byen, og de skal selvfølgelig også have et godt tilbud om at komme hurtigt til Sæby eller Aalborg med den offentlige transport, fortæller Jens Otto Størup, direktør i Nordjyllands Trafikselskab.
Stoppestedet, som stadig mangler et læskur, blev taget i brug ved køreplansskiftet d. 1/7.
973X er en populær rute. Ser man på maj i år, i forhold til maj sidste år, så er der over 50 % flere passagerer i bussen. En del af disse passagerer skyldes selvfølgelig påsejlingen af Limfjordsbroen, men direktør Jens Otto Størup tror på, at folk er ved at få øjnene op for X Bussen:
- Vi har meget at tilbyde, og selvom en stor del af passagererne kommer fra togene, så tror og håber jeg på, at mange bliver i bussen, når toget kører igen. Vi har en hurtig og stabil service, som i den grad er konkurrencedygtig med toget.
Frederikshavn kommune er med i projektet Nordiske Cykelbyer. Det har betydet, at det nye stoppested E45 v/ Nyholmstrand, især har fokus på passagerer med cykler. Derfor er der relativt sikre parkeringsforhold for cykler. Bl.a. er der en wire til alle cykel p-pladserne, så man kan låse sin cykel fast til standeren. Formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn, Brian Pedersen, er rigtig glad for det nye stoppested:
- I forbindelse med etableringen af stoppestedet var det oplagt at forbedre mulighederne for at kombinere brugen af cykeltransport og den kollektive trafik. De nye cykelstativer skal sikre, at folks cykler også er der, når de kommer retur med bussen. Samtidig er det en klar fordel at endnu flere frederikshavnere får let adgang til hurtig transport mellem Frederikshavn, Sæby og Aalborg.