Gå til hoved-indhold
24. juli 2025 - kl. 11.07

Friske fisk og stærke traditioner: Firmaer støtter Skagen Festival

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Magnus Strøm Bach

Skagen Festival og Deba Fisk fra Hirtshals har gennem mange år haft et tæt samarbejde – og i år er ingen undtagelse. Traditionen tro har Deba Fisk leveret friske fisk i topkvalitet til festivalens Café Bøjen på Spar Nord Havnescenen, hvor gæsterne har kunnet nyde den gode smag fra havet midt i musikken og stemningen.

Men i år rækker støtten længere end blot en leverance. Dennis Bak, indehaver af Deba Fisk, har valgt at donere fisk i stedet for at sende en regning. En gestus, der ikke blot vidner om godt samarbejde – men også om dybfølt tilknytning. For Dennis Bak er Skagen Festival noget helt særligt. Det var her, han mødte sin livsledsager for 29 år siden.

I dag driver de sammen et Engros-firma i Hirtshals med salg af friske fisk, skaldyr og specialiteter til en lang række af Nordjyllands bedste restauranter heraf cirka 20 steder alene i Skagen.

 - Vi elsker det, Skagen kan og det Skagen Festivalen kan - nemlig at skabe "hygge", god mad, fremragende musik og fantastisk stemning. Vi har deltaget adskillige gange gennem årene, og selvom vejret ikke altid har været på festivalens side, så er der altid garanti for god stemning i teltene. Vi har valgt i år at give festivalen en håndsrækning og forhåbentlig sikre dens eksistens, fortæller Dennis Bak. 

- Vi kan næste år fejre 30-års jubilæum som par og håber selvfølgelig, at jubilæet kan fejres med god musik og festival i Skagen, udtaler Dennis Bak. 

Formand for Skagen Festival, Jesper Hegaard, er meget taknemmelig over opbakningen:

 - Som formand for en signaturbegivenhed som Skagen Festival, der i år fandt sted for 53. gang, er det en stor glæde at opleve den opbakning, der kommer fra samarbejdspartnere som Dennis Bak. Netop i år hvor billetsalget desværre har skuffet, har vi ekstra brug for hjælp og opbakning, så vi kan vurdere, om vi kan gå videre med planlægningen af Skagen Festival 2026, fortæller Jesper Hegaard. 

- Bidraget fra Deba Fisk er et vigtigt skridt i den retning, hvor vi midt i et udfordrende år med underskud håber at sikre, at Skagen også i 2026 danner ramme om en festival fyldt med musik, fællesskab og tradition, siger Jesper Hegaard.

Skagen Festival retter derfor en varm tak til Deba Fisk og alle andre, der bakker op og er med til at holde traditionerne i live.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...