Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.11.2021 | Af: Michael Frederiksen

Fuldt fortjent sejr på 4-1 til WH over SønderjyskE

Frederikshavn White Hawks vandt fredag aften fuldt fortjent med 4-1 over SønderjyskE i en underholdende, tempofyldt og fysik kamp, hvor tilskuerne også skal roses for en flot opbakning til Jesper Jensen og co.

 

Det har knebet med målproduktionen i de seneste kampe, men i aften var høgene klart bedst i opgøret mod sønderjyderne, som blev overmatchet på speed, energi, vilje, fysik, kreativitet, effektivitet - ja, alle parametre.

Det var tredje gang på bare 33 dage, at White Hawks og SønderjyskE mødte hinanden i Nordjyske Bank Arena. De duellerede senest for præcis to uger siden inden landskampspausen. Her kørte Mario Simionis tropper hjem fra Frederikshavn med en 3-1-sejr. Det var holdets seneste kamp, mens høgene i mandags skuffende tabte 0-2 i Herlev - White Hawks' tredje nederlag i fire kampe.

Hjemmeholdet var igen uden skadede Tadeas Galansky, Mads Larsen, Oliver Anker og Aleksandr Bumagin, og desuden var der afbud fra en syg Mads F. Iversen.

White Hawks kom flyvende ud i første periode, hvor skudstatistikken efter otte minutter hed 11-1 til hjemmeholdet. Allerede efter 35 sekunder havde Mark McNeill haft to store muligheder, men Patrick Galbraith reddede flot.

SønderjyskE-spillerne virkede tunge, og de blev helt og aldeles overrumplet af et veloplagt WH-mandskab. Det kostede også et par udvisninger i løbet af de første tre minutter - den sidste fordi SønderjyskE under hårdt pres var en spiller for meget på isen.

I spil 5 mod 3 scorede Eemeli Räsänen til 1-0 fra distancen. Det var fuldt fortjent. Nu fulgte næsten to minutter mere i overtal. Høgene pressede hårdt på, men sønderjyderne slap med skrækken.

Faktisk kunne SønderjyskE være kommet foran ved stillingen 0-0, da WH's Elias Ulander - midt i et powerplay - tabte pucken. Det gav en friløber til Cameron Brown, men Mathias Seldrup var vågen, da han for førte gang i kampen kom i arbejde.

1-0 midtvejs i første periode var billigt sluppet for gæsterne, som til gengæld kom meget bedre med i resten af åbningsperioden - ja, de dominerede den faktisk, og Mathias Seldrup havde et par gode aktioner mere.

En dum udvisning til WH-backen Niklas Pavel hjalp SønderjyskE ind i kampen. Måske en lidt billig udvisning til svenskeren, som gik i en mindre infight med den tidligere WH-spiller William Boysen. Sidstnævnte undgik dog udvisningen. Det var tilskuerne i Nordjyske Bank Arena utilfredse med.

1-0 til White Hawks efter 20 minutter. Skudstatistik: 12-9.

Anden periode begyndte med to store retur-chancer i hver sin ende. Først WH's Aleksi Halme og lige efter Matt Salhany.

Til gengæld svigtede Christopher Frederiksen ikke i tiden 21:31. Han straffede - assisteret af Nikolaj Krag - et af mange SønderjyskE-pucktab i egen zone. 2-0 til høgene, som igen sad tungt på spil og chancer.


En tvivlsom udvisning til høgenes Elias Ulander førte til reducering ved den tidligere WH-spiller Steffen Frank efter godt 33 minutters spil. Protester fra publikum. I en kamp, hvor der ofte blev sat dejlige tacklinger, virkede det tyndt at sende finnen ud.

De sidste fem minutter af anden periode blev hæsblæsende og afgjorde kampen. Først fik vi en lækker aflevering fra Jesper Jensen ind midt foran mål til Kirils Galoha, men desværre brændte letten.

Kort efter. Samme opskrift. Fjerdekæden på spil. Thomas Søndergaard lagde pucken ind midt foran mål til Christoffer Åkesson, som "skovlede" pucken over stregen - hans andet mål i denne sæson. Protest og challenge fra SønderjyskE. Men dommerne fastholdt korrekt målet. 3-1 til White Hawks.

En tabt challenge koster en udvisning, og det straffede hjemmeholdet med endnu en scoring. Kæmpe klumpsil foran Patrick Galbraith endte med, at kaptajn Jesper Jensen skubbede pucken de sidste 10 centimeter over stregen. Et af hans nemmeste mål i karrieren, men ansigtsudtrykket viste, hvor glad han var det mål - hans blot andet i denne sæson.

4-1 til White Hawks efter anden periode. Skudstatistik: 26-15.

Som ventet kom SønderjyskE med et stort pres i begyndelsen af tredje periode, og Mathias Seldrup diskede op med flere flotte redninger, blandt andet en friløber.

Det lykkedes dog ikke gæsterne at få den tidlige reducering, som de havde brug for, og derfor kørte høgene sikkert sejren hjem. Endda til taktfaste klapsalver fra publikum. Det er stort i Frederikshavn, men de fik også, hvad de elsker: Sejr, hårde tacklinger, tvivlsomme dommerkendelser og fight.

White Hawks spiller hjemme igen på mandag mod Herning Bluefox.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close