Gå til hoved-indhold
19. september 2022 - kl. 00.09

Gestus Nord sommercamp styrker børns selvværd

  • 1 af 3
    FOTO: Gestus Nord
  • 2 af 3
    FOTO: Gestus Nord
  • 3 af 3
Af: Kanal Frederikshavn

Mange børn i Danmark bliver triste, når de møder op i skole efter sommerferien, og det første spørgsmål er: "Hvad har du lavet i din sommerferie?" Ikke alle kan opliste ferie i udlandet, ture til forlystelsesparker og oplevelser fra i det danske sommerland. Men alle børn har brug for gode ferieminder.

Derfor holder Gestus Nord sommercamp for børn i Nordjylland, der har brug for en ekstra håndsrækning. I Gestus Nord er målet at give børnene oplevelser, som de ellers ikke har mulighed for. Samtidig er det vigtigt, at de oplever et godt sammenhold og møder nye venner. Det styrker børnenes følelse af fællesskab og tro på egne evner.

I år har 35 børn været heldige at få en plads på Gestus Nord sommercamp. Der var sat særligt fokus på børn fra Frederikshavn og Hjørring kommuner, fordi særligt mange familier herfra søger en håndsrækning eller fællesskab i Gestus Nord. Af samme grund har kommunens familierådgivere også haft mulighed for at anbefale sommercampen til familier, hvor børnene
kunne få glæde af en god sommerferieoplevelse.

På årets sommercamps har børnene været på dejlige ture ud af huset til henholdsvis Aalborg Zoo og Fun Park Hirtshals. Der har også været krible-krable-dag på programmet, og så blev børnene kørt i smarte og larmende sportsvogne til Guf og Kugler i Nibe for at få en stor is.

- Det var virkelig en tur børnene sent vil glemme, udtaler projektleder Jette Nørsøller Uhrenholt, Gestus Nord.

Derudover blev der malet på sten, spillet fodbold, leget på tarzanbane og hygget ved bålet med snobrød og skumfiduser. Sommercampen foregik i naturskønne omgivelser i Gestus Nords eget lejrområde nær Nørholm ved Aalborg.

- Det er magisk at møde børn, der ikke kender hinanden ved opstarten af lejren og se dem gå ind i fællesskabet på en måde, så de tager derfra styrket og med nye venskaber. Børnene har hygget sig og har været gode til at drage omsorg for hinanden, siger Jette Nørsøller Uhrenholt.

Børnene har selv sat ord på deres oplevelse af sommercampen, og det er tydeligt, at der er én ting, der går igen hos de fleste: "Det bedste ved sommercampen er, at jeg har fået nye venner. Jeg tager gode venskaber mede herfra".

- Nye venskaber og ferieminder er blevet skabt, og i Gestus Nord glæder vi os allerede til næste sommer, forsikrer Jette Nørsøller Uhrenholt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...