Gå til hoved-indhold
21. januar 2023 - kl. 15.01

Glæde i Farm Fun: Nu er 13 krondyr hjemme igen

  • 1 af 2
    FOTO: Farm Fun
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

13 krondyr, der i 15 dage har været sluppet ud af deres indhegning, er nu igen hjemme i dyreparken Farm Fun i Ålbæk, skriver TV2 Nord.

Farm Fun har kæmpet for at få deres 13 krondyr hjem i indhegning igen, efter de fredag 6. januar stak af, da stormen brækkede en låge op.

- Vinden har vendt, og så har de fundet vej hjem, siger Anette Klausen, der sammen med sin far, Søren Kristensen, driver Farm Fun.

- Jeg hoppede af glæde
Da krondyrene stak af, stod vinden i øst, så derfor endte dyrene med at løbe ud i Kattegat. Senere drejede vinden mod syd, inden den de sidste par dage har blæst mod nord, og det fik krondyrene til at vende snuden hjemad, så de lørdag igen kunne komme i sikkerhed bag indhegningen hos Farm Fun.

- Jeg hoppede af glæde da vi så dem på marken, de stod lige uden for indhegning. Vi kørte ned til dem med vores fodrevogn, og så gik de lige så fint efter den og fulgte med den ind i indhegningen, siger Anette Klausen til TV2 Nord.

I de 15 dage, som krondyrene har været væk, har Anette Klausen og de andre medarbejdere fra Farm Fun hver dag været i kontakt med dyrene, som også er blevet fodret.

Hjemkomsten er blevet fejret.

- De har fået alt, hvad hjertet begærer af alle de lækre ting, som de godt kan lide, siger Anette Klausen.

Vigtige for dyreparken
Den store glæde ved at have fået krondyrene hjem skyldes ikke kun at ejerne af dyreparken er glade for dyrene. Krondyrene er nemlig også vigtige for gæsterne i dyreparken.

- For det første har de en stor seværdighed for vores park. Folk kan godt lide at komme og se dem og fodre dem. Det er nogle gode dyr, og de er meget omgængelige og er vigtige for parken. Jeg har ikke andre hjortedyr, så det er dem vi har.

Porten, som blev ødelagt i stormen for 15 dage, er repareret.

- Den er blevet lavet og gjort stærkere, så det er ikke der, de kommer ud, hvis de kommer ud igen, siger Anette Klausen til TV2 Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...