Gå til hoved-indhold
08. december 2025 - kl. 10.12

Gratis foredrag for forældre og teenagere om opioider

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Torsdag 18. december fra klokken 16.30-18.00 inviterer Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Handelsskole til gratis foredrag med Maj Nygaard fra Aarhus Universitet om unge og opioider.

Knap hver tiende af unge mellem 15 og 25 år er blevet tilbudt opioider, som ikke var ordineret af en læge, viser tal fra Center for Rusmiddelforskning. For nylig kunne et afsnit af DR-programmet Kontakt illustrere, hvordan det tog ét minut at få kontakt til en pusher med opioider via de sociale medier.

Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Handelsskole inviterer forældre og unge til at blive klogere på den nyeste forskning og få konkrete værktøjer til at gøre en positiv forskel.

Foredragsholder Maj Nygaard er én af forskerne bag undersøgelsen "Unge og opioider - Danske unges veje ind i og ud af brug og afhængighed" udgivet i november 2024 af Center for Rusmiddelforskning, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Unge med et højt forbrug af rusmidler har mindre chance for at gennemføre en uddannelse og større risiko for at udvikle misbrug. Som forælder har man betydelig indflydelse på sit barns forhold til rusmidler.

Foredraget foregår på Frederikshavn Handelsskole, Kirkegade 9. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...